Mandag morgen skete der et uheld mellem flere biler og lastbiler på Fynske Motorvej mellem Aarup og Ejby.

Og der var som følge af uheldet både massive kødannelser og tæt trafik.

Rejsende fra Odense og mod Middelfart skal derfor lige nu forvente at blive forsinket med op til 10 minutter på grund af uheldet. Det oplyser Vejdirektoratet. Tidligere på morgenen gav uheldet dog næsten halvanden times forsinkelse.

Vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland fortæller, at uheldet involverede to biler, som kørte op i hinanden.

I den efterfølgende kø efter uheldet kørte yderligere 5 biler og to lastbiler op bag hinanden, simpelthen fordi de ikke havde set, at bilerne foran holdt helt stille.

»Der er i forbindelse med uheldet ingen alvorligt tilskadekomne, og alle involverede parter kunne selv køre fra ulykkesstedet igen,« siger Steen Nyland til Fyns Politi.

Højre spor var tidligere på morgenen spærret som følge af uheldet, men er nu igen blevet åbnet. Vagtchefen oplyser desuden, at politi og redningsmandskab har forladt ulykkesstedet igen, da alle involverede som nævnt selv kunne køre fra stedet igen.

Da køen var absolut længst, strakte den sig over hele 16 kilometer. Men kort efter klokken ni mandag morgen var køen reduceret og trafikken glider nu en smule lettere.