Et planlagt besøg med kaffe og kage udviklede sig tirsdag til en dramatisk fangeflugt fra Psykiatrisygehuset i Slagelse.

For med to pistoler gemt i kagen lykkedes det ukendte gerningsmænd at befri Hemin Dilshad Saleh, der angiveligt har en ledende rolle i bandegrupperingen NNV-gruppen.

»Vores personale havde dækket op i besøgsrummet til kage og kaffe, fordi han skulle have besøg af en ven. Men inden personalet når at forlade lokalet, så åbner vennen kageæsken, og nede i kagen er der gemt to pistoler. Man kunne ikke se pistolerne, når man åbnede kageæsken,« fortæller Helle Brink og fortsætter:

»Så blev personalet holdt op med pistoler, og den ene skød i gulvet. Jeg ved ikke, hvem der skød, men den ene af dem gør det for at understrege alvoren,« forklarer hun og tilføjer, at det således kun var én person, der var inde på afdelingen for at befri Hemin Dilshad Saleh, mens en håndfuld personer ventede udenfor.

Med en pistol rettet mod nakken tvang Hemin Dilshad Saleh og hans medsammensvorne efterfølgende en af de ansatte til at åbne for en sluse, der kun kan åbnes af ansatte på stedet.

»De var meget kommanderende og vedholdende. Så personalet lukkede dem selvfølgelig ud gennem slusen. Vi er ikke gearet til våben og bandeslagsmål. Det her er jo et hospital,« understreger fællestillidsrepræsentanten.

Ifølge Helle Brink blev Hemin Dilshad Saleh overflyttet fra fængslet til afdelingen i sidste uge, fordi han skulle have foretaget en mentalundersøgelse, og selv om han i øjeblikket er varetægtsfængslet for et brutalt overfald i en frisørsalon på Nørrebro og tilsyneladende er et ledende medlem af bandegrupperingen NNV-gruppen, så var han ikke under bevogtning på stedet.

»Vi havde fået oplyst, at han ikke længere var farlig, så han kunne sagtens være her,« siger Helle Brink og tilføjer, at Hemin Dilshad Saleh selv havde »booket« tid til besøget af den medsammensvorne.

Hemin Dilshad Saleh havde ikke besøgskontrol, og derfor kunne han altså frit modtage besøgende på stedet, og det er således også årsagen til, at vennen ikke blev undersøgt, inden han kom ind på afdelingen.

»Vi tjekker ikke folk, når de kommer på besøg, for det skal vi ikke,« siger Helle Brink.

Politiet: Vi kan ikke sige noget

Det var Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, der tirsdag aften kunne oplyse, at det under en bevæbnet befrielsesaktion var lykkedes en række gerningsmænd at befri den 24-årige Hemin Dilshad Saleh. Siden blev den 24-årige formodede bandeleder efterlyst med billede og beskeden om, at man som almindelig borger ikke skal forsøge at tage kontakt til ham.

Og så har det ellers været sparsomt med oplysninger fra politiet.

Da B.T. tidligt onsdag morgen var i kontakt med politiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver oplyste han, at man holdt kortene tæt på kroppen af hensyn til efterforskningen.

Kan du sige noget om, hvad han lavede på afdelingen?

»Det kan jeg ikke komme ind på.«

Hvor lang tid tog aktionen?

»Det tog meget kort tid, men de detaljer holder vi for os selv.«

Var han bevogtet?

»Jeg kan ikke sige noget om, hvordan det foregik.«

Har I nogen teori om, hvor han kan befinde sig?

»Vi arbejder målrettet på at finde ud af, hvor han opholder sig,« lød det onsdag formiddag fra Kim Kliver.

Efterfølgende har B.T. forsøgt at få Kim Kliver til at bekræfte oplysningerne fra fællestillidsrepræsentant Helle Brink, men han er ved avisens deadline ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

Krisehjælp til de ansatte

Umiddelbart efter den dramatiske befrielsesaktion blev det berørte personale straks tilbudt krisehjælp, skriver regionsrådsformand Heino Knudsen i en pressemeddelelse.

'Mine tanker går til de medarbejdere og de patienter, der blev berørt af den voldsomme befrielsesaktion af en person, der var indlagt i Retspsykiatrien på Psykiatrisygehuset i Slagelse.'

'Det er rystende, at personalet blev udsat for trusler, og at der blev løsnet skud. Medarbejderne og de patienter, der overværede episoden, fik straks tilbudt akut krisehjælp. Heldigvis har ingen personer lidt fysisk overlast. Det betyder alt for os, at medarbejderne og patienter kan være trygge. Derfor er der nu fuld fokus på, at det ikke skal ske igen,' lyder det videre i pressemeddelelsen.

Det understreges samtidig, at de ansatte handlede 'helt korrekt' i situationen.