Den voldsomme hændelse i Slagelse tirsdag ved psykiatrisk afdeling har sat sine spor.

»Jeg sidder tilbage med en vrede over den kynisme og afstumpethed, som bandemedlemmerne viser.«

Følelserne kommer fra Venstres næstformand og retsordfører, Inger Støjberg, der ikke er tilfreds med situationen.

Medlemmet hos banden NNV, Hemin Dilshad Saleh, blev tirsdag befriet i en væbnet aktion, hvor der også blev affyret skud af gerningsmændene.

Politiet har tidligere udtalt, at de anser ham som et ledende medlem i NNV-gruppen, som over de senere år har været i konflikt med den rivaliserende bande Brothas.

»Jeg synes, at tirsdagens angreb viser, at banderne har en kynisme, som vi slet ikke kender til i Danmark. Det gør dem rigtig farlige. Det er derfor afgørende, at vi sætter ind over for dem,« siger Inger Støjberg.

»Jeg vil gerne sende et klart til signal til politiet, om at vi hele tiden er lydhør over for dem, fordi vi er oppe imod mennesker, som agerer langt ud over det normale,« siger hun.

Lige nu er der en menneskejagt i gang i Danmark, hvor politiet prøver at finde Hemin Dilshad Saleh.

Han blev i oktober varetægtsfængslet.

Det gjorde han efter at have været på flugt i over et år for en sag om et groft overfald i en frisørsalon på Nørrebro i september sidste år.

»Med de handlinger, som vi ser banderne udføre, har de reel erklæret krig mod det danske samfund, fordi de ikke respekterer det danske retssystem. De er tilsyneladende villige til at bruge alle midler,« siger Inger Støjberg.

»Banderne skal ikke have lov til at styre København og de andre større byer i Danmark.«

Hemin Dilshad Saleh blev efterlyst efter flugten fra Slagelse Sygehus, og blev anholdt i Barcelona efter flere måneder på flugt.
Hemin Dilshad Saleh blev efterlyst efter flugten fra Slagelse Sygehus, og blev anholdt i Barcelona efter flere måneder på flugt. Foto: Foto: Sydsjællands- og Lollland Falsters Politi
Vis mere

Derfor benytter Venstre-politikeren også lejligheden til at komme med en kritik af regeringen, som, hun mener, er gået på ferie.

»Regeringen har bebudet, at de vil komme med en tryghedspakke, men hvor bliver den af? Jeg vil gerne se noget fra dem nu, fordi banderne er altså ikke på ferie,« siger hun.

»Banderne udsætter de danske borgere for fare, og som vi ser i deres aktion på den psykiatriske afdeling, så udsætter de altså også de ansatte for fare,« siger Inger Støjberg.

Regeringen er ikke kommet med nogen officiel udtalelse, men sundheds- og ældreministeren Magnus Heunicke skriver på sin Twitter-profil nogle af de samme ting, som Inger Støjberg siger.

'Aftenens væbnede hændelse på psykiatrisk hospital i Slagelse er i sig selv et overgreb på vores retssamfund og i høj grad et overgreb på vores medarbejdere. De skal kunne udføre deres arbejde i tryghed. Mine tanker går til medarbejderne her til aften,' skriver politikeren.

Inger Støjberg opfordrer til at lytte til, om politiet har ønsker i forhold til kampen mod banderne.

»Der skal ske noget nu. Vi er nødt til at reagere,« siger hun.

Politiet melder, at hvis man ser noget mistænkeligt, bør man henvende sig til politiet.