Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi melder, at de har anholdt to personer i forbindelse med tirsdagens befrielsesaktion i Slagelse.

Anholdelserne er foretaget onsdag.

Politiet skriver, at man har anholdt to yngre mænd i det storkøbenhavnske område.

»Anholdelserne forløb udramatisk, og i løbet af aftenen vil de to mænd blive afhørt nærmere om deres rolle i befrielsesaktionen,« siger politiinspektør Kim Kliver.

Den befriede mand er dog ikke en af de to anholdte.

Politiet skriver, at han stadig er på fri fod.

Det er Hemin Dilshad Saleh, som tirsdag blev befriet fra psykiatrisk afdeling PAM i Slagelse.

Han bliver anset som et ledende medlem i banden NNV.

Han sad varetægtsfængslet i en sag om et groft overfald i en frisørsalon på Nørrebro begået 16. september 2018.

Men varetægtsfængslingen varede altså kun, indtil bandemedlemmer formåede at befri ham.

Hemin Dilshad Saleh blev anholdt 10. oktober på en restaurant i Lyngby.

På det tidspunkt havde han været eftersøgt i et års tid.

Politiet mener, at han har opholdt sig i Spanien i noget af tiden.

Politiet forklarer, at de to anholdelser er kommet efter et tæt samarbejde med andre politikredse.

De har sammen gennemført en massiv efterforskning.

Politiet ønsker ikke at komme yderligere udtalelser i sagen.