22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade i februar sidste år. Det sidste glimt af hende i live var fra, da hun satte sig ind i en mørk bil. Fire dage senere blev hun fundet dræbt og parteret i Dronninglund Storskov.

En 37-årig mand har siden siddet varetægtsfængslet, hvor han er tiltalt for at have udsat den unge kvinde for voldtægt, drab og usømmelig omgang med lig.

Der er nu udsigt til, at han for første gang offentligt bryder tavsheden, når retssagen starter mod ham 7. juni. 

»Det er fortsat min forventning, at han kommer til at afgive forklaring,« lyder det fra den tiltaltes forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, til B.T. 

Den 37-årige nægter sig skyldig i drab og voldtægt, men vil ifølge Mette Grith Stage erkende usømmelig omgang med lig. Ifølge B.T.s oplysninger tilstod den 37-årige, allerede kort tid efter han blev anholdt i februar 2022, ligesom han hjalp politiet med at finde ligresterne.

B.T. har været i kontakt med anklager Mette Bendix, der ikke ønsker at udtale sig forud for retssagen. Derfor er det endnu uvist, hvilken påstand om straf anklagemyndigheden vil gå efter. 

Men ud fra anklageskriftets grufulde detaljer er tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen ikke i tvivl om, at anklagemyndigheden vil forsøge at tegne et billede af en noget anderledes karakter. 

»Ud fra anklageskriftets detaljer om meget grusomme handlinger vil jeg tro, man vil gå efter mere end en normal straf på 12 år for drab,« slår han fast.

»Man vil nok prøve at tegne et billede af en anden type end bare en 'almindelig' kvindemorder. Man vil formentlig tegne et billede af en særligt farlig mand,« forklarer han. 

22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt fra en bytur i Aalborg 6. februar 2022 og blev efterfølgende fundet dræbt. En 37-årig mand er nu tiltalt for at stå bag. Foto: Privat
22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt fra en bytur i Aalborg 6. februar 2022 og blev efterfølgende fundet dræbt. En 37-årig mand er nu tiltalt for at stå bag. Foto: Privat
Vis mere

Det er heller ikke første gang, at den tiltalte har været i politiets søgelys. B.T. har tidligere afdækket, at den tiltalte i 2010 blev dømt for at have klippet bremsekablerne over på sin ekskærestes bil og for blufærdighedskrænkelse mod en ung kvinde, da han efterlod sæd på hendes rude. 

Men det er særligt detaljerne om drab og partering i anklageskriftet, der for Bent Isager-Nielsen er iøjnefaldende. 

»Det er meget detaljeret beskrevet, både hvad angår gerningstidsrummet, og hvad han har gjort. Jeg har faktisk aldrig set noget lignende i forhold til beskrivelsen af selve drabet og parteringen. Det er makabert, men det er i detaljerne, beviserne ligger,« fortæller han.

Ifølge Bent Isager Nielsen er der særligt to ting, der vil blive afgørende for retssagens udfald foruden vidner, overvågningsvideo og de fund, der er gjort under efterforskningen. 

»Dels er jeg spændt på hans forklaring. Hvad er det, man vil kunne bevise? Er det et planlagt drab? Har han samlet hende op for at voldtage, slå ihjel og partere, eller er der noget, der er gået galt undervejs, hvor han så er gået i panik.«

»Det er meget afgørende for, hvilken straf og hvad type gerningsmand han er.«

»Partering er aldrig panik. Det er altid velovervejet. Men derfor er det ikke sikkert, at drabet på forhånd har været planlagt.«

Det var i Dronninglund Storskov, at liget af Mia Skadhauge Stevn blev fundet. Foto: Henning Bagger
Det var i Dronninglund Storskov, at liget af Mia Skadhauge Stevn blev fundet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Derfor kommer mentalerklæringen også til at spille en helt afgørende rolle.

»Den venter jeg i spænding på. Hvad siger retspsykologer og retspsykiatere? Er han tilregnelig eller utilregnelig? Kan han straffes, eller skal han på psykiatrisk afdeling?«

Den 37-årige mand er ifølge anklageskriftet tiltalt for at have samlet Mia Skadhauge Stevn op 6. februar klokken 6.09 og mod hendes vilje have kørt hende ud til et øde skovområde ved Hammer Bakker og efterfølgende til sin egen bopæl, hvor han voldtog hende. 

Herefter skulle den 37-årige mand ifølge anklageskriftet have udsat hende for så voldsom lemlæstelse i form af kvælning, at det kostede hende livet, for til sidst at have parteret hendes lig med forskellige værktøjer.

B.T. har tidligere talt med den pensionerede retsmediciner Hans Petter Hougen, der satte ord på den brutale partering

Over ni dage skal anklagemyndigheden forsøge at overbevise et nævningeting om, at den 37-årige har gjort sig skyldig i de frygtelige forbrydelser, der er beskrevet i anklageskriftet. 

Går alt efter planen, falder der dom 29. juni.

Lyt til B.T.s krimipodcast 'På fersk gerning' og bliv klogere på Mia-sagen herunder eller der, hvor du normalt lytter til podcast: