25-årig sigtet for medvirken til drab af ung mand på Christiania.

Den sigtede sidder allerede varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag og vil derfor blive genfremstillet i retten.

Leder af personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard, kan ikke komme nærmere, hvilken sag manden sidder varetægtsfængslet for. Han oplyser dog, at det drejer sig om en sag om grov, personfarlig kriminalitet, og fængslingsgrundlaget vil blive forsøgt udvidet i sagen om drabet på Christiania.

Dog fortæller han til B.T., at manden har været varetægtsfængslet i den anden sag »i noget tid.« Desuden kan han fortælle, at den 25-årige havde central rolle, men ikke er drabsmanden.

»Manden er dansk,« fortæller han også.

Drabet på Christiania skete 3. juli 2021, hvor en 22-årig mand mistede livet, da en ukendt gerningsmand skød ham, mens han sad med en gruppe personer på Pusher Street. En 31-årig mand blev desuden såret i angrebet.

Politiet mødte op i stort antal, da to mænd blev ramt af skud natten til 4. juli. En 22-årig mand mistede livet.
Politiet mødte op i stort antal, da to mænd blev ramt af skud natten til 4. juli. En 22-årig mand mistede livet. Steven Knap

Leder stadig efter gerningsmanden

Københavns Politi leder stadig den mand, der affyrede skuddene 4. juli.

Han beskrives af vidner som en ung mand, 175 – 185 cm høj, spinkel til ranglet af bygning og afrikansk af afstamning.

»Det er vores klare opfattelse, at der er tale om en planlagt likvidering, som er udført af flere gerningsmænd i forening. Vi har i dag kunne anholde en person, som vi mistænker for at have medvirket til drabet, men vi vil stadig gerne høre fra enhver, der kan lede os i retning af den mand, der trykkede på aftrækkeren – eller andre, som har haft en rolle i drabet,« siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard.

Den dræbte var vellidt af familie, venner og naboer på Christiania. Derfor står spørgsmålet tilbage om, hvorfor han skulle slås ihjel.

»Vi har en bred efterforskning, og det er for tidligt at lægge sig endeligt fast på et motiv på nuværende tidspunkt. Men vi har samstemmende hørt fra beboerne på Christiania, at han var en vellidt ung mand. Derfor er en af vores teorier, at skuddene ikke var tiltænkt ham,« siger Bjarke Dalsgaard.

Hvis man har nogen viden om drabet eller har set den mistænkte gerningsmand på eller nær Christiania i tiden omkring den 3. juli 2021 kl. 00.40, skal man kontakte Københavns Politi på 1-1-4.