Betina Corneliussen sidder hele tiden og kigger på sin mobiltelefon i håb om at få en opringning fra sønnen Mark, som ingen har set i fem dage. Hver gang er Betina blevet skuffet.

»Det er en mors værste mareridt,« siger hun.

19-årige Mark Corneliussen fra Nyborg var i byen i Odense med to venner i fredags. Men siden han ved 22.50-tiden forlod Old Irish Pub i Vintapperstræde, har ingen set ham.

Den fredag aften blev Betina Corneliussens liv vendt fuldstændig på hovedet.

Mark Corneliussen.
Mark Corneliussen.
Vis mere

»Jeg kan ikke få min hverdag til at fungere. Jeg får hverken sovet eller spist. Jeg tuder hele tiden. Det er et smertehelvede uden lige,« siger hun om den frygtelige uvished.

Frygter du, at du aldrig ser din søn igen?

»Ja, den tanke har strejfet mig, desværre.«

Mandag aften blev Mark Corneliussen efterlyst af Fyns Politi, men hidtil uden held. Hverken politiet eller Missing People har fundet Mark – og der er ingen konkrete spor at gå efter.

»Jeg tænker, at der er sket ham noget, men jeg håber virkelig, jeg tager fejl,« siger Betina Corneliussen over telefonen fra sin lejlighed på Amager.

Sidst hun talte med Mark, var den fredag aften. Der lød Mark slet ikke, som han plejer.

Talte med dørmand

»Han var bundulykkelig og græd. Han fortalte, at han var blevet bestjålet. Både hans telefon, kort og penge var væk, og han var blevet efterladt af sine venner,« siger hun og tilføjer, at Mark fortalte, at han ville forsøge at finde sine ting, hvorefter de sagde farvel.

Hvad der skete derefter, er stadig et mysterium.

»Sidst jeg så ham, stod han og talte med en dørmand foran Old Irish,« siger Mathias Pakula, som er en af de to venner, Mark Corneliussen var i byen med i fredags.

De tre venner besluttede at tage på LA Bar, som ligger skråt over for Old Irish Pub. Da Mark aldrig stødte til, regnede Mathias med, at han var taget hjem til sin lejlighed i Odense. Men siden har ingen med sikkerhed set Mark Corneliussen.

»Jeg har det dårligt med, at Mark er forsvundet. Der må være sket noget med ham,« siger Mathias Pakula.

Ifølge vennen var Mark taget i byen uden sin pengepung. Hans hættetrøje og mobiltelefon er efterfølgende blevet fundet på Old Irish Pub, så Mark var ikke blevet bestjålet, som han ellers fortalte sin mor. Ifølge vennen kan forvirringen skyldes, at Mark havde fået en del at drikke den aften.

»Så han havde intet på sig, da han forsvandt,« siger Mathias Pakula.

Vidner har fortalt politiet, at de fredag aften så Mark Corneliussen gå forbi Froggy's Café i retning mod Føtex, men om det var ham eller en person, der lignede den efterlyste 19-årige, ved politiet ikke.

Lever i håbet

Betina Corneliussen har talt med politiet og alle Marks venner. Hun har også efterlyst sin søn via Facebook og besøgt Old Irish Pub i Odense i håbet om, at det kunne bringe hende på sporet af ham.

Alt sammen uden held.

»Selvfølgelig har jeg stadig et håb. Det bliver jeg nødt til at have. Jeg kan slet ikke kapere tanken om ikke at se min søn i live igen,« siger hun.

Her på femte dag er der især én ting, som nager den ulykkelige mor.

»Det er så frustrerende, at der ikke sker noget. Det tapper mig fuldstændig for energi,« siger Betina Corneliussen.

Fyns Politi er i gang med efterforskningen, men den besværliggøres af, at der stadig ikke er konkrete spor at gå efter.

»Vi har fået flere tip, som vi nu er ved at efterprøve. Vi forsøger også at kortlægge hans rute via billeder fra videoovervågning,« siger vicepolitiinspektør Anders Sims-Nielsen.

'Der kan være sket en forbrydelse'

Tirsdag og onsdag har politiet også ledt efter Mark Corneliussen med blandt andet hundepatruljer og droner, blandt andet ved Odense Å.

Indtil videre holder politiet alle muligheder åbne.

»Der kan være sket en forbrydelse. Der kan være sket en ulykke. Eller han kan have et ønske om ikke at blive fundet,« siger Anders Sims-Nielsen.

Mark Corneliussen er 180 centimeter høj og har mørkt, blond hår.

Da han forsvandt, var han iført mørke denimbukser, en sort Rock Bull-bluse og hvide sko.

»Det er koldt derude, så hvert minut tæller,« siger Betina Corneliussen, som stadig håber, at det er Marks stemme, hun hører, næste gang mobiltelefonen ringer.

Hvis du har set Mark Corneliussen eller har oplysninger i sagen, skal du kontakte Fyns Politi på 114.