Fyns Politi udsender nu en efterlysning af den 19-årige dreng, der har været forsvundet siden fredag.

19-årige Mark Corneliussen blev sidst set på Old Irish Pub i Vintapperstræde i Odense klokken 23.15 fredag.

Mandag eftermiddag indledte Missing People en eftersøgning af den forsvundne 19-årige på opfordring fra mandens mor, som talte med sin søn fredag aften:

»Han var bundulykkelig og græd. Han fortalte, at han var blevet bestjålet. Både hans telefon, kort og penge var væk,« fortæller hun til B.T. og tilføjer, at Mark fortalte, at han ville forsøge at finde sine ting, hvorefter de sagde farvel.

Det var det sidste, hun hørte til Mark Corneliussen.

Hos Fyns Politi har man fulgt sagen tæt, og mandag aften udsender de en efterlysning af den 19-årige.

»Vi har haft nogle efterforskere til at kigge på sagen her i løbet af dagen, og så har vi også selv haft undersøgt en hel masse adresser med nogle patruljevogne.«

Det siger vagtchef ved Fyns Politi, Ehm Christensen, til B.T. og fortsætter:

»Vi har ikke kunnet finde spor af ham på nuværende tidspunkt, og derfor blev vi enige om, at vi lavede en offentlig efterlysning af ham.«

Vagtchefen forklarer, at politiet er på bar bund i sagen:

»Jeg har intet bud på, hvad der kan være sket. Men vi har efterforskere, der arbejder på sagen.«

Missing People skriver på Facebook, at de har eftersøgt store områder omkring Odense sammen med et større hold af frivillige, der var mødt op for at hjælpe med at finde Mark.

De overlader nu sagen til politiet, der, som de skriver, vil 'samle trådene og planlægge det videre forløb.'

Mark Corneliussen er 180 centimeter høj og har mørkt, blond hår.

Da han forsvandt, var han iført mørke denimbukser, en sort Rock Bull-bluse og hvide sko.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte Fyns Politi på 114.

Andre læser også