Det er endnu ikke lykkedes at finde konkrete spor, der kan føre til opklaringen af, hvor den 19-årige Mark Corneliussen kan være.

Den unge mand har været forsvundet siden i fredags.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

»Vi har siden lørdag morgen håbet på, at han opholdt sig et eller andet sted, og der har ikke været noget, som har tydet på, at han har været udsat for en forbrydelse eller er gået i nedtrykt sindstilstand,« siger vagtchefen ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist, til lokalmediet.

19-årige Mark Corneliussen blev sidst set på Old Irish Pub i Vintapperstræde i Odense klokken 23.15 fredag.

Mandag eftermiddag indledte Missing People en eftersøgning af ham på opfordring fra hans mor, som har fortalt til B.T., at hun sidst talte med sin søn fredag aften:

»Han var bundulykkelig og græd. Han fortalte, at han var blevet bestjålet. Både hans telefon, kort og penge var væk,« forklarede hun mandag og tilføjede, at Mark fortalte, at han ville forsøge at finde sine ting, hvorefter de sagde farvel.

Det var det sidste, hun hørte fra ham.

Til Fyens Stiftstidende fortæller politiet, at man har modtaget flere henvendelser i sagen, men det har endnu ikke ført til nogen konkrete spor, man kan gå efter.

Politiet har forsøgt at spore Mark Corneliussens mobiltelefon til at finde ham, men det har ikke været muligt, da han ikke har den på sig.

Mark Corneliussen er 180 centimeter høj og har mørkt, blond hår. Da han forsvandt, var han iført mørke denimbukser, en sort Rock Bull-bluse og hvide sko.

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.