Hvordan kan det lade sig gøre, at et våben, der skal bruges til at øve en filmscene, pludselig har skarpladte patroner i sig?

Det er spørgsmålet, som mange stiller efter den tragiske ulykke i forrige uge, hvor skuespilleren Alec Baldwin skød og dræbte sin kollega på filmsettet til filmen 'Rust'.

Der har siden den tragiske hændelse været stor fokus på filmens våbenansvarlige, Hannah Gutierrez-Reed, som gennem sine advokater har understreget, at hun tjekkede våbnet korrekt, inden hun gav det til Alec Baldwin.

Og nu kommer hendes advokater, Jason Bowles og Robert Gorence, med alvorlige beskyldninger som forklaring på, hvordan våbnet så alligevel kunne affyres med det dødbringende skud.

Her ses et billede af Alec Baldwin efter den tragiske ulykke, han nu er blevet sigtet for uagtsomt manddrab for.
Her ses et billede af Alec Baldwin efter den tragiske ulykke, han nu er blevet sigtet for uagtsomt manddrab for. Foto: Jim Weber
Vis mere

De antyder nemlig i et interview med Today onsdag, at nogen på filmsettet bevidst skal have ønsket, at der kom ægte patroner i våbnet. Det skriver TMZ og People.

Ifølge advokaterne ladede Hannah Gutierrez-Reed drabsvåbnet med patroner fra en æske, hvor der stod 'dummy rounds' (falske patroner, red.).

Den æske skal have ligget uden opsyn fra klokken 11 til klokken 13 den pågældende dag.

»Vi ved ikke, om patronen kom fra æsken, men vi antager, at nogen må have puttet rigtige patroner i den, og at den person har haft til formål at gøre skade. Der er ingen andre grunde til at erstatte de falske patroner,« lyder det fra advokaterne.

Halyna Hutchins blev 42 år.
Halyna Hutchins blev 42 år. Foto: SWEN STUDIOS
Vis mere

I Interviewet bliver advokaterne spurgt om, hvem der kan have haft motiv til at skifte de falske patroner ud, hvortil de svarer, at de ikke har en fastlagt teori.

De siger dog, at det kan være utilfredse folk på settet, som har haft til hensigt at sabotere optagelserne.

»Jeg tror, at dem, der kunne finde på at sabotere et filmset på denne måde, ville gøre det for at understrege en pointe og for at fortælle, at de er utilfredse,« lyder det fra advokaterne:

»Vi ved, at folk udvandrede fra settet dagen før, fordi de var vrede over at arbejde mellem 12-14 timer om dagen uden at få stillet hotelværelser til rådighed i nærheden af settet,« fortsætter de.

Advokaterne understreger igen og igen i interviewet med Today, at deres klient ikke har ansvaret for den tragiske ulykke.

Indtil videre er ingen sigtet i sagen, og politiet er stadig i gang med deres efterforskning.