En tidligere medarbejder på filmsettet til 'Rust' er stået frem.
Nemlig kameramanden Lane Luper, der står frem i kølvandet på, at Alec Baldwin skød og dræbte Halyna Hutchins under optagelserne til filmen 'Rust'. Sky News har fået indsigt i Lane Lupers opsigelsesbrev, som han afleverede dagen før, tragedien udspillede sig.
I brevet beskriver Lane Luper, at han er stærkt bekymret for sikkerheden på settet. Her nævner han blandt andet to episoder, hvor skydevåben gik af og en episode, hvor en 'special effects'-eksplosion gik af ved et uheld. De uheld skete angiveligt få dage før Halyna Hutchins død.
»Jeg har aldrig følt mig så usikker på et set. Jeg har aldrig oplevet at være i større fare for at dø arbejde eller på vejen hjem fra arbejde. Det var så udmattende,« siger Lane Luper.

Lane Luper står frem nu for at understrege, at Halyna Hutchins' død kunne have været undgået, hvis man ikke var sprunget over, hvor gærdet var lavest med hensyn til sikkerheden.
»Filmsettet var usikkert, fordi ingen anede, hvordan man skulle følge sikkerhedsreglerne, som vi har i branchen,« siger Lane Luper.
Han beretter videre, at produktionen havde mere tanke på profit end medarbejdernes sikkerhed.
Men Lane Lupers påstande og beskyldninger om, at produktionen kun havde profit som prioritet fremfor sikkerhed, skyder en talsperson for 'Rust's producere ned.
»Lane Lupers beskyldninger om budgettet og sikkerheden er helt og aldeles forkerte, hvilket ikke er overraskende, da han er kameramand. Han har ingen forstand på sikkerheden og havde intet med sikkerhedsprotokollerne at gøre,« siger talspersonen til Sky News.

