'Jeg tænker lidt, om man ikke bare skal finde på noget andet at lave.'

Sådan skrev Silas Holst lørdag på Instagram, efter at en række ubehagelige kommentarer fra sure danskere tilsyneladende havde fået ham til at genoverveje sin deltagelse i 'Vild med dans' fremover.

Men det skulle han ikke have gjort. For det var kun vand på tastaturkrigernes mølle.

Efter at TV 2-stjernen lørdag kunne fremvise en håndfuld kommentarer om, at han var både 'dum', 'selvglad' og 'fylder for meget' – med budskabet om, at vi skal tale ordentligt om hinanden – tog de ubehagelige beskeder nemlig til i styrke.

Det skriver han på Instagram, hvor man samtidig kan se, at Silas Holst nu også er en 'medieluder', 'en diva', 'en svans' og 'et tudefjæs', hvis man spørger de danskere, der har valgt at give deres holdning til kende på de sociale medier efter fredagens udgave af 'Vild med dans'.

'Det er helt okay, man ikke kan lide mig, men man kan godt sige det på en ordentlig måde,' påpeger danseren, der især undrer sig over, at folk er anderledes bramfrie på nettet end i den virkelige verden.

'Jeg har svært ved at forestille mig, at folk ville sige den slags til mig face to face, og hvis man ikke ville gøre det, så skal man heller ikke skrive det,' skriver han.

Silas Holst med sin dansepartner, skuespilleren Nukâka Coster-Waldau.
Silas Holst med sin dansepartner, skuespilleren Nukâka Coster-Waldau. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

'Forestil dig, at du gik en tur ned ad Strøget, og på vejen ville der være 300 fremmede mennesker (det antal svinske beskeder, jeg vågnede til i morges), der ud af det blå fortalte dig, at du var grim, tyk, tynd, ulækker, et bøssesvin osv. Så tænker jeg, at du også ville være træt og trist, når du nåede Kgs. Nytorv,' skriver Silas Holst.

'Husk, det er et underholdningsprogram, og at vi alle knokler, så meget vi overhovedet kan i forsøget på at gøre fredag aften til en sjov aften. Intet andet.'

Silas Holst er ikke den eneste 'Vild med dans'-deltager, der oplever hadbeskeder i forbindelse med sin deltagelse i TV 2-programmet.

I 2019 blev det så ubehageligt for kokken Umut Sakarya, at han tog konsekvensen og forlod programmet før tid.

»Jeg har lært, at man skal sige fra, når noget bliver for meget, og jeg er ved at knække over nu. Alt det hate, der er kommet på de sociale medier gennem hele sæsonen, er blevet endnu vildere,« sagde han, da han annoncerede sin selvvalgte exit.

B.T. har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Silas Holst.