Umut Sakarya har valgt at trække sig fra det populære danseprogram 'Vild med dans' på TV2.

Det oplyser kroejeren på sin Instagram-profil.

Umut Sakarya har selv besluttet at sige stop efter mange uger med negative kommentarer på sociale medier.

»Jeg har lært, at man skal sige fra, når noget bliver for meget, og jeg er ved at knække over nu. Alt det hate, der er kommet på de sociale medier gennem hele sæsonen, er blevet endnu vildere,« siger Umut Sakarya.

Umut Sakarya og Jenna Bagge.
Umut Sakarya og Jenna Bagge. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Den bramfrie kroejer har ellers indtaget gulvet med stor danseglæde, opsigtsvækkende outfit og kække kommentarer.

Trods bundplaceringerne har dommerne flere gange rost ham for at have et stort underholdningstalent.

Allerede da Umut Sakarya dansede sig videre i program tre, fortalte han, at han blev påvirket af kommentarer fra folk på de sociale medier. Men det, der får kokken til at sige stop, er, at hans tre restauranter nu også bliver svinet til.

'Jeg har knoklet i de sidste 10 år for at dygtiggøre mig i mit erhverv og skrabet penge sammen for at åbne min kro. Jeg har måttet ofre så meget for min profession, og jeg kan simpelthen ikke risikere at blive svinet til eller blive ødelagt, fordi jeg gerne vil have det sjovt i en dansekonkurrence,' skriver Umut Sakarya på sin Instagram profil.

Umut Sakarya og Jenna Bagge.
Umut Sakarya og Jenna Bagge. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Han undskylder desuden over for de seere, som gerne ville have set mere af ham og dansepartneren Jenna Bagge.

'Men jeg kan virkelig ikke mere, og det er nok bedst at slutte, mens legen er god, i stedet for en grim afslutning for mig,' skriver han.

Kroejeren sender desuden en særlig tanke til sin dansepartner

'Jeg er så oprigtigt ked af, at vi skulle slutte af på denne måde. Jenna har været den bedste danselærer – en fantastisk veninde, og jeg er så beæret over at have lært hende at kende.'