Silas Holst afslørede sidste år en lidt spøjs, men også miljøvenlig hobby.
'Vild med dans'-stjernen samler nemlig på pant og har derfor altid en plastikpose med i lommen, så han er klar, hvis der skulle dukke noget pant op på hans vej.
»Der er sindssygt god pant (i 'Vild med dans'-studiet, red.). Folk drikker jo energidrik til træning. Om aftenen, når Jakob (Fauerby, red.) og jeg rydder op, så samler jeg flasker. Det giver i snit ni flasker hver aften. Det er rundt regnet 13-14 kroner. Det er en meget god score. Du skulle se min bil. Jeg har en sort sæk bare med flasker herudefra,« fortalte han sidste år med et grin.
Nu er der gået et år, og Silas Holst er tilbage i 'Vild med dans'-studiet.

Da B.T. efter fredagens liveshow spørger, hvordan det går med pantsamlingen, lyder det overrasket fra hans dansepartner, skuespillerinde Nukaka Coster-Waldau:
»Det vidste jeg ikke noget om. Du kan få mine tre poser derhjemme.«
Men det går godt, forsikrer Silas Holst, der med et stort smil erkender, at det ikke er noget, han praler med – og måske derfor heller ikke er noget, han har fået fortalt Nukaka Coster-Waldau om endnu.
»Det er stadig en stor ting. Er du klar over, hvor meget der er i pantflasker? Der er til et halvt Netto-indkøb om måneden. Det er fuldstændig genialt. Så kan man jo lige så godt samle op, når man går forbi. Både at være god ved miljøet og så tjene en krone,« tilføjer 'Vild med dans'-stjernen.
Silas Holst fortæller, at Jakob Fauerby, som han vandt 'Vild med dans' med sidste år, var flink til at hjælpe.
»Han samlede dem selv. Når han drak en vand eller en cola, gemte han dem i en plastikpose og gav dem til mig. Jeg bliver oprigtigt lykkelig. Det er jo fjollet, men jeg kan blive så glad for syv flasker plastik.«
Sidste år var Silas Holsts bil fuld af pantflasker. I år er det indtil videre ikke noget problem.
»Jeg har lige fået ny bil, så den er ryddet op.«
Silas Holst og Nukaka Coster-Waldau er blandt favoritterne til at vinde 'Vild med dans' og er da indtil videre også kommet fint fra start med en placering i den øverste ende af feltet.