»Jeg sidder helt mutters alene. Det er virkelig kedeligt. Jeg laver ikke andet end at sidde og se fjernsyn. Det er frygteligt!«

Silas Holst har efterladt sine to børn hjemme hos deres to andre forældre og er selv flyttet ind i kæresten Nicolai Schwartz' lejlighed. Schwartz er til gengæld flyttet hjem til sine forældre.

For selv om parret unægteligt må være i hinandens smittekæde, så siger reglerne, at Silas Holst skal selvisoleres.

Fredag formiddag kom det nemlig frem, at Silas Holst og Nukâka Coster-Waldau samt Karina Frimodt og Janus Bakrawi udgår af aftenens 'Vild med dans', efter at Karina Frimodt og Silas Holst, som begge er med i musicalen 'Dirty Dancing', har været i kontakt med en coronasmittet på musicalen.

Skuespiller Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst.
Skuespiller Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst. Martin Sylvest

De er nu blevet pålagt at gå i selvisolation i fire dage. Og derfor må Silas Holst heller ikke danse med Nukâka Coster-Waldau fredag aften – selv om de i teorien burde have smittet hinanden allerede, hvis Silas Holst er syg, da de har danset tæt hele ugen.

»Vi havde ja-hatten på, da vi talte reglerne igennem, og overvejede, om vi kunne danse med tre meters afstand. Men man må jo bare ikke gradbøje reglerne, så der er ikke så meget at gøre.«

Silas Holst og resten af holdet bag 'Dirty Dancing' fik den beklagelige besked om sygdom på settet onsdag. Tirsdag aften havde han været i selskab med vedkommende, så torsdag aften – dagen inden 'Vild med dans' – fik han og Nukâka Coster-Waldau at vide, at de ifølge reglerne ikke måtte deltage i ugens program.

»Så skal jeg se 'Vild med dans' på fjernsyn, og det er satme også mærkeligt. Alt i mig har jo lyst til at hoppe ind og sige: 'Jeg vil også være med'. Men det skal jeg jo ikke i dag,« sukker han.

Også Karina Frimodt og Janus Bakrawi udgår af ugens 'Vild med dans'.
Også Karina Frimodt og Janus Bakrawi udgår af ugens 'Vild med dans'. Martin Sylvest

Og den dans, parret har brugt en uge på at lave, lære og forfine?

»Den skal bare ud i toilettet. Den var virkelig fed. Det er selvfølgelig nemt at sige, når ingen får lov at se den,« griner dansestjernen.

»Men det er den fedeste dans, vi har lavet endnu, så det skal man også lige sluge, for vi har jo knoklet på den i en uge. Men det virker jo småt i det store billede, og jeg skal bare være glad for, at jeg ikke har symptomer.«

»Nukâka er gudskelov dejligt ja-hats-agtig og er gået i selvisolation, selv om hun er i tredje led og i princippet ikke behøver. Så hun har aflyst sin datters fødselsdagsmiddag.«

Silas Holst har ingen symptomer, men skal ifølge reglerne isoleres i fire døgn, inden han lørdag morgen skal testes igen.

»Jeg føler mig ikke syg og ville blive overrasket, hvis testen i morgen er positiv, så det er også enormt frustrerende. Men det er vilkårene i den verden, vi lever i.«