Båndet mellem dem var noget helt særligt. Det er stadig ætset ind i hjemmets vægge, afspejler sig i hver en ting, også i betrækket på den gule sofa. Men det sidder også inde i hans øjne, bliver synligt, hver gang hendes navn kommer på hans læber. Gitte.
»Det er et kæmpe tab og savn. Vi var jo sammen næsten 50 år. Lige fra jeg lærte hende at kende, blev jeg nærmest afhængig af hende,« siger Ulf Pilgaard. Stille og eftertænksomt.
Sofabordet står i behørig afstand til den gule sofa. Der skal være plads til de lange ben. Sådan har det altid været i hjemmet i Hellerup, hvor Ulf Pilgaard i en lille menneskealder boede med sin kone, Gitte.
Men en novemberdag i 2016 sluttede det brat. Han husker den alt for godt. Husker følelsen, der ramte ham.
»Selv om Gitte var vanvittig syg, var anbragt, og jeg ved ikke hvad, så tror man jo ikke på, at det sker,« siger han om sin kones lange sygdomsforløb og det, der var uundgåeligt.
»Så jeg fik et chok, da jeg fik opringningen, at hun var død. Det var ligesom … Det lyder måske mærkeligt, men da jeg fik beskeden, var det, som om al luft forsvandt inden i mig, det bare rendte ud af mig. Det var et liv, der forsvandt. Dér gik det for alvor op for mig, at hende får jeg aldrig at se mere.«
Som han sidder der i sofaen, ser den populære stjerne frisk ud. Han har stadig let til grin. Og gør det ofte. Hjerteligt.
Godt hjulpet på vej af den solbrune kulør fra to ugers ferie på Tenerife tidligere på året ligner Ulf Pilgaard da også langtfra en mand, der snart fylder 80.
Men at miste ligger i alderens dna. Er ikke til at komme uden om. Hverken når det gælder gamle nære venner som Ole 'Bogart' Michelsen – der døde for få uger siden – eller Gitte, der gik bort for tre et halvt år siden.
»Det, at man ikke kan snakke med en om sin fortid, om ens eget liv. Det er et kæmpe savn, at der ikke længere er nogen at genopfriske de ting med, som vi har oplevet sammen. Det kommer ikke igen. Drengene husker jo ikke på den måde,« siger han om sønnerne, Christian og Mikkel.
Savnet fylder ikke længere så meget i hverdagen. Og han har været – og er – dybt taknemmelig for, at der er masser af nye opgaver, der holder ham i gang.
»Og så har jeg benyttet mig af Gittes fødselsdag, den 7. juli, til at se nogle af vennerne. Jeg prøver at udnytte det til noget positivt,« fortæller Ulf Pilgaard, som kalder det, de havde sammen, 'noget helt særligt'.
Vielsesringen sidder stadig på hans finger. Version 2.0 kan man kalde den. For år tilbage fik han nemlig den gamle stjålet i omklædningsrummet under en forestilling. Men til sin 75-års fødselsdag forærede Gitte ham en ny. Magen til.
»Det var simpelt hen så rørende. Nogle måneder senere blev hun desværre meget syg og døde tæt på et år efter. Så den SKAL være der,« understreger Ulf Pilgaard.
Man siger, at gammel kærlighed ikke ruster. Men er der plads til en ny?
Ulf Pilgaard slår sin skraldlatter op, når man spørger, om han er blevet overdynget af ægteskabstilbud.
»Ork, ja. Der er forbløffende mange, der byder sig til, og jeg må da indrømme, at det er ret smigrende. Men altså … I den her alder? Havde jeg nu været 25 år yngre ...,« siger han og kommer i tanker om adskillige meget modne mænd, der sent i livet har fundet sammen med yngre kvinder.
»Men jeg klarer jo trods alt mig selv. Det har jeg gjort i mange år, også da Gitte var syg. Så det er altså ikke sådan, at jeg er fuldstændig hjælpeløs.« Og så griner han.
»Men jo, jeg har såmænd lyst til at finde en. For jeg kan godt gå rundt og føle mig lidt ensom efterhånden. Specielt nu med det der corona – så er man godt nok meget alene.«
»Det ville da være trist at være fuldstændig afvisende over for tanken. Så det kan godt være, at jeg pludselig falder pladask for en,« siger Ulf Pilgaard.
