Komedie og tragedie. Dét er den arena, der har fyldt det meste af hans liv, dén han kender, og dén han elsker. Men snart lukker han én af sine døre. Efter 40 år.
»Det bliver sgu mærkeligt,« siger han eftertænksomt og griber ud efter kaffekoppen, som dingler lidt i luften, før han fører den op til munden og tager en slurk og med vemod tilføjer. »Det gør det altså.«
Om Gud og corona vil, går Ulf Pilgaard fra 28. juli på scenen i Cirkusrevyen for dét, der bliver sidste tur i manegen for hans vedkommende.
Han tager afsked med dét, han kalder »en unik teaterform«, som med hans egne ord har en vigtig funktion, for »et samfund skal kunne bære, at man gør grin med det«.
Og det har Ulf Pilgaard gjort. Med bidende parodier af Poul Nyrup Rasmussen og Hanne Bech Hansen for nu at nævne et par stykker.
»Men når jeg ikke er her mere, vil folk sige 'det var ham, der lavede dronning Margrethe'. Glemt er desværre de andre, jeg har lavet. Det vil være dét, jeg huskes for. Men sådan er det. Det kan du jo ikke lave om på,« siger han uden bitterhed.
For er der noget, Ulf Pilgaard har lært af sine mange år i dansk showbiz, er det at ride med på de bølger, der har budt sig. Og det har han gjort, siden han mere eller mindre tilfældigt red ind på scenen første gang.
»Jeg har jo aldrig drømt om det her. Jeg skulle have været præst. Jeg er kommet tumlende ind i det,« griner Ulf Pilgaard, der som ung optrådte på Studenterscenen, og pludselig blev hyret til det dengang legendariske ABC Teatret.
Og selv om han dermed aldrig har gået på hverken skuespil- eller teaterskole, har karrieren været fyldt med komedier og tragedier.
»Jeg har aldrig fortrudt, at jeg stoppede med at læse teologi, for jeg tror sådan set, at jeg er nået ud til flere mennesker, end hvis jeg stod i min egen lille menighed,« mener han.
Præstegerningen lå ellers lige til højrebenet for præstesønnen Ulf Pilgaard, og han nåede da også adskillige år på studiet – bl.a. sammen med Johannes Møllehave – før han sprang fra.
»Var jeg blevet en god præst? Det tror jeg sådan set, men jeg ville sikkert være blevet bedt om at forlade prædikestolen af en eller anden biskop, fordi jeg ville være for kættersk i mine udtalelser, ligesom Thorkild Grosbøll var det,« smiler Ulf Pilgaard og refererer til den kendte sognepræst, der blev frataget sit embede, da han bl.a. erklærede, at han ikke troede på Gud.
I stedet blev Ulf Pilgaards prædikestol altså film, teater, tv og altså revy. Som han dog føler på mange måder har overskygget alt det, han ellers har lavet.
»Jeg er meget taknemmelig for alt det, jeg nåede at beskæftige mig med, selvom det nok vil være revyen, jeg vil blive husket for.«
Men når det snart er slut med netop dén, ved Ulf Pilgaard også, at det vil efterlade et tomrum inden i ham.
»Du får en ret kontant afregning af reaktion. Og dén reaktion, latteren, kan man godt blive afhængig af. Det er noget af det, jeg frygter lidt. Ikke at skulle høre latteren. For det er et fix. Man kan bade i latteren, men det allerbedste er at surfe på den,« siger Ulf Pilgaard.
Med et saligt smil beskriver han følelsen, han får, når han har salen i sin hule hånd. Når latteren er ved at dø ud, og han med blot et løft af sit øjenbryn kan få den til at rulle videre.
»En fantastisk følelse,« sukker han og erkender, at det nok er der, man finder svaret på, hvorfor Cirkusrevyen har haft en så stor plads i hans hjerte.
Men når han i år takker af efter 40 år, lukker Ulf Pilgaard ikke ned. Han vil stadig ride videre på de andre bølger, spille alvorlige roller på film, tv og teater. Holde foredrag, som han elsker.
»Og er god til, for jeg kan kæfte op i timevis,« griner han og tilføjer så: »Jo, jeg har været heldig. Det eneste, jeg mangler på mit cv, er Shakespeare. Det gad jeg godt,« slutter han.
