Det kan godt være, at han fylder 80 senere på året, men når det kommer til den fagre nye verden, er Ulf Pilgaard på ingen måde tabt bag en vogn.
»Det er da temmelig genialt,« siger han med begejstring i stemmen.
I starten af maj er der premiere på året Cirkusrevy. Ulf Pilgaards sidste.
Og mens hundredvis af andre forlystelser og underholdningstilbud har aflyst og udsat på grund af den omsiggribende coronavirus, har holdet bag Cirkusrevyen bevaret troen på, at der kommer liv i revyteltet som planlagt.
Men selvfølgelig er det ikke alt, der kører som planlagt.
For ligesom resten af landet er nødt til at tage deres forholdsregler, er de også. Og det er hér, at den fagre nye verden kommer ind i billedet.
»Nu kan man da for en gangs skyld se resultatet at en teknologi, som man faktisk kan få glæde af,« siger Ulf Pilgaard.
»Det er rigtig rigtig smart.«
Jeg tror sgu på detUlf Pilgaard om myndighedernes tiltag
På dette tidlige tidspunkt i arbejdet med revyen ville holdet – som ud over Ulf Pilgaard tæller Lisbet Dahl, Niels Ellegaard, Mille Lehfeldt og Carsten Svendsen – normalt mødes omkring et bord og gennemgå deres respektive tekster.
»Men i stedet for at sidde og glo på hinanden har vi en Facebook-gruppe, som vi mødes i dagligt og hele tiden opdaterer, hvor langt vi er kommet,« forklarer Ulf Pilgaard.
Først senere i forløbet starter prøverne 'på gulvet'. Og om det bliver muligt, må tiden vise.
»Som alle andre er vi jo nødt til at tage vores forholdsregler, og vi kan kun krydse fingre for, at de tiltag, myndighederne har sat i sving, er nogle, der batter. Men jeg tror sgu på det,« siger Ulf Pilgaard.
Det ligger ikke til migUlf Pilgaard om ikke at være bekymret for coronavirus
Men selvfølgelig er der sket ændringer i revyen. Corona-ændringer. Den nye virkelighed kommer selvfølgelig til at indgå i årets Cirkusrevy, lover han.
»Når noget fylder så meget i et samfund, kan landets største revy ikke undgå at kommentere det,« siger Ulf Pilgaard, som trods sin alder ikke går rundt og er bekymret på egne vegne.
»Det ligger ikke til mig. Men jeg har også taget mine forholdsregler.«
»Denne vinter har jeg to gange været på Tenerife og fået noget D-vitamin ind i kroppen, så jeg burde faktisk være lidt rustet,« siger han.