Endnu en tragedie har ramt Hollywood.

I forrige uge mistede filmfotografen Halyna Hutchins livet, da hun ved en fejl blev skudt og dræbt af skuespilleren Alec Baldwin under optagelserne til filmen 'Rust'.

Og nu er også holdet bag den kommende 'Indiana Jones 5'-film blevet ramt af en stor sorg.

Filmen, der har danske Mads Mikkelsen på rollelisten, er nemlig blevet ramt af et dødsfald midt under optagelserne. Det skriver The Sun.

Det er endnu uklart, hvilken rolle danske Mads Mikkelsen skal spille i den femte Indiana Jones-film.
Det er endnu uklart, hvilken rolle danske Mads Mikkelsen skal spille i den femte Indiana Jones-film. JEFF PACHOUD

Ifølge det britiske medie er det 54-årige Nic Cupac, som er blevet fundet død på sit hotelværelse i Marokko, hvor optagelserne finder sted.

Nic Cupac har tidligere hjulpet til på storfilm såsom 'Guardians of the Galaxy' og 'Star Wars' og var fløjet til Marokko for at hjælpe til med et kompliceret stunt med en rickshaw.

Dødsfaldet er blevet bekræftet fra officielt hold og er fastslået som forårsaget af naturlige årsager.

Optagelserne til 'Indiana Jones' er bestemt ikke gået efter planen på noget tidspunkt.

Det var meningen, at filmen skulle udkomme i 2022, men først blev den udskudt som følge af coronapandemien, og siden blev den udskudt yderligere tre måneder, fordi filmens hovedrolleindehaver, Harrison Ford, kom til skade med sin skulder under optagelserne.

Filmen, der endnu ikke har en officiel titel, er nu sat til at udkomme engang i 2023.