Der kan være en god forklaring på, hvorfor der landet over sidder en masse småbørn og forældre, som er triste over, at de ikke har kunnet få en yderst omtalt Tinka-hue, selvom de har indsamlet de fornødne Tinka-kort.
Flere læsere, som B.T. har talt med, kan nemlig fortælle historier om, hvordan de har fået udleveret ekstra nissehuer, da de troppede op med deres børn hos deres lokale Ford-forhandler.
En af dem er Bjarne Kristiansen fra Kolding.
»Det var min kone, der hentede dem, og vi havde to nissehuekort, men så fik vi en tredje hue med oven i handlen,« fortæller han.
Samme oplevelse kan Line Fielsøe Petersen berette om.
Selvom hendes to børns indsamlede kort ikke var nok til at få fingrene i de populære huer, som blev udsolgt på rekordtid rundtomkring i landet, så kan begge børn nemlig alligevel smide en af de røde huer på hovedet resten af julemåneden.
»Jeg har selv fået to huer til mine børn fra én, som fik udleveret ekstra,« siger hun og fortsætter:
»Og jeg har hørt om flere, som har fået en masse huer udleveret, og det synes jeg bare sender et forkert signal.«
For at få en Tinka-hue skal børnene enten have farvelagt en såkaldt indlægsseddel, der følger med TV 2's lågekalender, eller også skal de have fået et hue-kort i en pakke med Tinka-kort, som udleveres i supermarkederne Kvickly, SuperBrugsen eller Dagli'Brugsen, når man køber varer for mere end 100 kroner.
Begge dele skal så afleveres hos en Ford-forhandler, der som officiel sponsor af Tinka-julekalenderen udleverer en rød Tinka-hue, men mange børn er altså gået forgæves med deres kort og tegninger, da de fleste Ford-forhandlere hurtigt er løbet tør for huer.
Med det begrænsede parti af huer giver det altså ikke umiddelbart mening, at bilforhandlerkæden så tilsyneladende har langet ekstra nissehuer ud til højre og venstre.
B.T. har kontaktet Ford for at få afklaring på dilemmaet, men koncernen er ikke vendt tilbage inden deadline.