Prisen på en rød Tinka-hue har raketfart og er nu oppe på 500 kroner på Den Blå Avis.

Mange forældre og bedsteforældre har forgæves forsøgt at bytte Tinka-kort til en rød Tinka-hue hos deres lokale Ford-forhandler.

De fleste Ford-forhandlere er løbet tør for Tinka-huer, og det har fået mange forældre til at gå amok på de sociale medier.

'Har et barn, der blev virkelig ulykkelig, og er 100 % sikker på, jeg ikke er den eneste, der står med et barn, der blev virkelig skuffet og ked af det. Det er virkelig skuffende at bruge penge mange penge på at få samlekortene, og når man så endelig får nissehue-kortet, så kan man sgu ikke få nissehuen alligevel,' skriver en forælder på den tyske bilforhandlers danske Facebook-side.

Men for de mest desperate forældre er der en sidste udvej: Det sorte piratmarked for nissehuer.

På onlinehandelssitet Den Blå Avis er der flere personer, som har sat originale Tinka-nissehuer til salg. Salgsprisen starter på 150 kroner, og en enkelt sælger i Smørum har sat prisen for en ægte Tinka-hue til 500 kroner.

Flere sælgere viser billeder af flere huer eller skriver, at de nu kun har én tilbage, hvilket tyder på, at de gratis huer er blevet hamstret med det formål at sælge dem videre med fortjeneste.

Som B.T. for nylig har beskrevet i en artikelserie, er Den Blå Avis et sted, hvor mange fuskere og svindlere slår deres folder, og der er selvfølgelig også nogen, der forsøger sig med Tinka-snyd.

TV2 og Ford har lovet landets børn en rød nissehue magen til Tinkas – men mange går forgæves.
TV2 og Ford har lovet landets børn en rød nissehue magen til Tinkas – men mange går forgæves.
Vis mere

Således er der flere, som forsøger at sælge det 'hue-kort', der skulle kunne byttes til en hue. Prisen lyder på 100 kroner, men det er nok en dårlig handel, eftersom mange Ford-forhandlere melder udsolgt af Tinka-huer.

'Ford har stadig flere Tinka-nissehuer, men det er rigtigt, at flere af vores Ford-forhandlere er løbet tør,' skriver Fords kommunikationsdirektør, Lene Dahlquist, i en e-mail til B.T.

At dømme ud fra kommentarer på Facebook er der udsolgt af huer hos Ford i Slagelse, Ringsted, Rønne, Svendborg, Amager, Nykøbing Falster, Køge, Billund og hele Midtjylland.

Lene Dahlquist hævder, at der stadig er Tinka-huer tilbage i København. Der i alt blevet produceret 50.000 Tinka-huer i 2019.