Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Ford i Danmark er kommet i en shitstorm på Facebook. Årsagen er mangel på røde Tinka-nissehuer.

Ford har annonceret, at børn kan møde op hos deres lokale Ford-forhandler og få en rød hue magen til den, Tinka har på i TV 2's populære julekalender 'Tinka og Kongespiillet'.

For at få en Tinka-hue skal børnene enten have farvelagt en indlægsseddel, der følger med TV 2's lågekalender, eller også skal de have fået et hue-kort i en pakke med Tinka-kort, som udleveres i Kvickly, SuperBrugsen eller DagligBrugsen, når man køber varer for mere end 100 kroner.

Begge dele skal afleveres hos en Ford-forhandler, der som officiel sponsor af Tinka-julekalenderen udleverer en rød Tinka-hue. Men mange børn er gået forgæves med deres kort og tegninger. De fleste Ford-forhandlere er nemlig løbet tør for huer. Og det har fået mange forældre og bedsteforældre helt op i det røde felt.

'Sorry, men jeg synes virkelig, det er for dårligt, at man ikke kan få den nissehue mere. Vores børn bruger virkelig meget tid og energi på at jagte den nissehue. Min datter har endelig fået det sidste kort, hun manglede (nissehuen), og nu kan hun ikke få sin nissehue. Virkelig dårlig stil,' skriver en forælder på Fords Facebook-side.

På Fords Facebook-side strømmer det ind med vrede beskeder fra forældre, der har stået med grædende og skuffede børn foran deres lokale Ford-forhandler.

'Har et barn, der blev virkelig ulykkelig, og jeg er 100% sikker på, jeg ikke er den eneste, der står med et barn, der blev virkelig skuffet og ked af det. Det er virkelig skuffende at bruge penge på at få samlekortene, og når man så endelig får nissehue-kortet, så kan man sgu ikke få nissehuen alligevel,' skriver en forælder på den amerikanske bilproducents danske Facebook-side.

Ford opfordrede for en uge siden forældre til at tage deres børn med, når kortene skulle afleveres, så 'de kan få den fulde oplevelse af Tinka-universet hos forhandleren'.

Da de første vrede forældre begyndte at skrive om grædende børn og udsolgte huer, lovede Ford, at flere huer var på vej til forhandlerne, og at man kunne blive skrevet op til en hue hos sin lokale forhandler. Nu lyder meldingen fra Ford, at der er udsolgt mange steder, og at der ikke komme flere Tinka-huer.

Tinka-indstik til julekalenderen.
Tinka-indstik til julekalenderen.
Vis mere

'Nissehuen har været meget eftertragtet, og derfor melder nogle forhandlere allerede om udsolgt. Vi har skrevet, at det gælder, så længe lager haves, og det lager er desværre sluppet op før tid,' skriver Ford på Facebook.

Men den forklaring giver forældrene ikke meget for.

'Hvordan f..... kan man lave flere kort end nissehuer. I skulle have lov til at passe alle de skuffede børn, som er blevet narret til at købe samlehæfter ved Coop med stort håb om at finde kortet, så man kan få en nissehue,' skriver en forælder i en kommentar på Fords Facebook-side ledsaget af en hel del ildrøde, sure smileys.

Lene Dahlquist, der er kommunikationsdirektør i Ford, beklager over for B.T., at mange børn er gået forgæves.

»Vi har sammen med TV 2 aftalt, hvad der var et passende antal. Vi har bestilt 50.000 huer, hvilket svarer til, at vi giver en hue til 5,5 procent af alle danske børn mellem to og 15 år. Det er to en halv gange så mange som i 2017, men vi anede ikke, at 'Tinka og Kongespillet' ville blive så stor en succes,« siger Lene Dahlquist.

Noget tyder dog på, at den store interesse ikke er kommet helt bag på Ford. Allerede i november forudså bilfirmaet, at der ville blive rift om de røde huer.

'Tilbage i 2017 kom succesen med Tinkas nissehue bag på Ford, som løb tør for nissehuerne før jul. Samarbejdet resultererede i lange køer hos landets Ford-forhandlere, hvor besøgstallet satte rekord. Forældre og bedsteforældre krydsede landsdele for at få fingrene i den lille røde hue til deres børn og børnebørn. Ford har en forventning om, at kampen om Tinkas nissehue igen bliver det helt store tilløbsstykke hos Ford-forhandlere landet over i december, og opfordrer alle Tinka-fans til ikke at vente for længe, hvis man vil sikre sig den berømte nissehue,' skrev Ford i en pressemeddelelse 30. november i år.

At dømme ud fra kommentarer på Facebook er der udsolgt af huer hos Ford i Slagelse, Ringsted, Rønne, Svendborg, Amager, Nykøbing Falster, Køge, Billund og hele Midtjylland. Lene Dahlquist hævder, at der stadig er Tinka-huer tilbage i København.