Line Fielsøe Petersen havde fortalt sine børn, at de måtte sørge for at skaffe sig et kort med den magiske nissehue på, hvis de ville gøre sig forhåbninger om at få en af de eftertragtede Tinka-nissehuer, som bilforhandlerkæden Ford uddeler gratis i deres butikker.

»Jeg havde netop sagt til dem, at de skulle have kortet, fordi jeg synes, det er vigtigt, vi lærer vores børn at arbejde hårdt for noget,« lyder det fra Petersen, som er mor til Adam på fem og Lina Sophie på syv år.

Moren fortæller, at børnene har gjort en stor indsats for at få nissehue-kortene.

Faktisk havde de begge sørget for at få to kort, så de var helt sikre på at få udleveret huer hos Ford.

»Jeg vil gerne understrege, at det ikke er verdens undergang for mine børn, at de ikke fik huen. De var skuffede, men det var glemt efter 20 minutter. Det er bare proceduren, jeg synes, TV 2, Ford og Coop har gjort forkert.«

Line Fielsøe Petersen har fået at vide af flere bekendte, at de er gået ned i butikkerne og har fået udleveret huer, selvom de ikke havde et samlekort med en nissehue eller en af Tinka-julekalenderne, som også kan bruges, hvis man farvelægger et emblem på bagsiden.

»Jeg viser ikke børnene, at jeg er vred, fordi det er egentlig to separate ting. Jeg synes bare, de har et ansvar,« siger hun og uddyber:

»Jeg har givet penge for de to bøger, og ja, ja, herregud, det er 80 kroner, og det overlever jeg nok, men de siger jo, at man kan få en hue, når man endelig har fået det kort, hvor nissehuen er på.«

Hun mener, man skulle have lavet flere huer og så været mere strikt med, hvem man gav dem ud til, så det faktisk kunne betale sig for børnene.

»Jeg ved også godt, at der er nogle forældre, som bare betaler sig fra en hue lige i starten, men pointen var jo netop at lære mine børn, at de skal vente og have tålmodighed,« lyder det fra Line Fielsøe Petersen.

Nu er det lykkedes Petersen at skaffe et par huer fra en, som havde fået udleveret flere, og hun ser frem til at glæde sine børn senere.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Ford, men det lykkedes ikke inden deadline. Lene Dahlquist, der er kommunikationsdirektør i Ford, har dog tidligere beklaget over for B.T., at mange børn er gået forgæves.

»Vi har sammen med TV 2 aftalt, hvad der var et passende antal. Vi har bestilt 50.000 huer, hvilket svarer til, at vi giver en hue til 5,5 procent af alle danske børn mellem to og 15 år. Det er to en halv gange så mange som i 2017, men vi anede ikke, at 'Tinka og Kongespillet' ville blive så stor en succes,« sagde Lene Dahlquist til B.T. søndag.