Efter 13 års venskab blev Mette Walsted Vestergaard sidste efterår kæreste med sin tidligere kollega Flemming Platz. Men nu er den 45-årige tidligere DR-vært single igen.

»Det går desværre ikke længere. Vi er ikke kærester længere,« siger hun til Her&Nu.

Parret mødtes første gang ved en julefrokost på DR for 14 år siden, og i årenes løb har de bl.a. fejret nytår og været på Roskilde Festival sammen. Men det var først på Folkemødet på Bornholm sidste sommer, at de aftalte at drikke en kop kaffe sammen.

»Og så var der pludselig en helt anden stemning. Så opstod der en eller anden kontakt. Det er ret fantastisk at blive kærester med en, man kender ret godt. Han kender min historie, jeg kender hans. Men det er fedt, for de følelser er jo helt nye,« sagde Mette Walsted Vestergaard i april til Se og Hør.

Men et år efter parret fandt sammen, er det altså slut:

»Vi har kendt hinanden i mange år, men det varede ikke så længe, som jeg godt kunne have tænkt mig,« siger Mette Walsted Vestergaard til Her&Nu.

Mette Walsted Vestergaard har tidligere været gift med politisk kommentator Michael Kristiansen, som hun har børnene Agnes og Bastian med.

Efter skilsmissen var den tidligere DR-vært dengang nødt til at lave en regel for sig selv, så hun ikke sovsede rundt i sine følelser: Kun én gang om ugen måtte hun snakke med en veninde om eksmanden.

»Det var simpelthen så godt. For der kommer jo et tidspunkt, hvor man har rystet det umiddelbare chok af sig. Men hvor man bliver ved med at vende tilbage til det, og man sidder og sovser rundt i det. Man får faktisk talt det problematiske op,« har hun tidligere fortalt til Se og Hør.

I 2015 sagde hun sit job op på DR og sprang ud som selvstændig i sin egen kommunikationsvirksomhed. Til B.T. forklarede hun i den forbindelse, at det var noget, hun havde planlagt gennem længere tid.