Den tidligere mangeårige vært på TV Avisen, Mette Walsted Vestergaard, bliver ny vært på programmet Riders Corner.

Det oplyser sportsmediet Zibrasport i en pressemeddelelse.

46-årige Mette Walsted Vestergaard er udover at være journalist og kommunikationsrådgiver også rytter selv og skal altså nu krydre livestreamingerne med interview og indslag i forbindelse med store ridevents i Danmark og Sverige.

»Jeg har prøvet mange ting som studievært, men det er første gang, at jeg får lov til at kombinere arbejde med hobby,« siger Mette Walsted Vestergaard og uddyber:

Foto: Jan Grarup
Vis mere

»Jeg er jo selv rytter og elsker selv at se ridesport-udsendelser, så jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt til at bruge min journalistiske faglighed til at bringe seerne helt tæt på ridesportens stjerner og personligheder.«

Hos Zibrasport ser man den tidligere vært på TV Avisen som et godt match.

»Ridesporten er pt. vores største sportsgren, og det er derfor også ved de store rideevents, at vi i første omgang giver seerne noget ekstra og unikt indhold med direkte studieproduktioner,« siger CEO i Zibrasport, Camilla Blicher Mitchell.

»For at det kan lykkes, har vi brug for en vært, der har sin journalistik på plads, formår at være seerens ambassadør og har øje for, hvor i sporten de gode historier gemmer sig. Det føler vi, at vi har fået med Mette i studiet, og jeg glæder mig meget til samarbejdet – og det kan seerne også gøre.«

Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Riders Corner med Mette Walsted Vestergaard sendes første gang på zibrasport.dk lørdag den 9. marts fra Dansk Varmblods Hingstekåring i Jyske Bank Boxen i Herning.

Derudover kommer Mette Walsted Vestergaard til at sidde med værtstjansen ved foreløbig yderligere fem events i 2019.

Mette Walsted Vestergaard arbejdede på Danmarks Radio fra 2004 til 2015 og var fra 2006 til 2013 fast studievært på TV Avisen.

Siden 2015 har hun arbejdet som selvstændig kommunikationskonsulent, konferencier og medietræner.