»Kan du høre det?« spørger han med næsten barnlig begejstring i øjnene og lyner sin trøje ned. ‘Klik klik. Klik klik,’ lyder det inde fra hans brystkasse. »Vildt, ikke?«
»Så skal man bare have den lyd med sig resten af livet,« siger han med et smil om de mekaniske klik, der er et evigt minde om, at han var tæt på at dø. Og at han er i live.
Tirsdag den 14. april 2015 er dén dag, der både fysisk og psykisk er lagret inde i Robert Hansens nu 40 år gamle krop.
Dagen, hvor dén version af Robert Hansen, som han - og alle vi andre - kendte, ophørte med at eksistere, og sendte ham ud i en længere kamp for at genfinde sig selv. Blive Robert Hansen, version 2.0.
I dag ved han, at han er blevet en bedre version af sig selv. Men vejen dertil har været lang. Og selv om den værste kamp er ovre, kan den populære skuespiller stadig få tilbagefald.
Stadig glimtvis blive angrebet af angsten for at dø.
I bagklogskabens klare lys er det nemt at være klog. Men klog var Robert Hansen ikke, da han dén aften gjorde sin entré på scenen i musicalen ‘Dirty Dancing’.
Han havde været igennem et »absurd hårdt« prøveforløb op til premieren. Det var han vant til.
Og så kom den forløsende premiere, som typisk er dér, hvor stressen løsner og paraderne i det indre forsvarsværn daler.
»Det er ikke unormalt at gå ned ovenpå et prøveforløb. Når man er i mål og kan sit lort, så siger kroppen, at nu kan du godt slappe af. Så kommer alt væltende. Jeg troede, at det bare var en simpel halsbetændelse. Men det var det ikke,« fortæller Robert Hansen, som hver aften troligt passede sit arbejde.
»Den sidste aften måtte jeg støtte mig op ad ting, holde hvil undervejs og var begyndt at få smerter omkring brystet. Jeg kunne godt mærke, at noget var anderledes. Sveden løb af mig,« husker Robert Hansen, som kæmpede sig gennem hele første akt.
'Hold kæft, jeg har det dårligt,’ sagde han i pausen. Smerterne i brystet var så intense, at det føltes, som om én hev i hans arme, mens en anden hårdt pressede på brystkassen. Snart hørtes lyden af ambulancens sirene.
På Rigshospitalet stod et hold eksperter klar. Kørte ham gennem en scanning. Sendte ham direkte ind på operationsstuen. Otte timer lå han der.
»Så vågnede jeg op på intensiv med en flækket brystkasse og et rør, der stak op fra min krop.«
I dag kan han godt grine af, at det første, han gravalvorligt spurgte lægerne om, var, om han kunne nå at komme tilbage og spille den aften. De rystede på hovedet.
For - som du kan læse i nedenstående faktaboks - manglede Robert Hansen den ene hjerteklap. Han var heldig, at det blev opdaget af hospitalets bedste hjertelæge, heldig overhovedet at være i live.
Ansigtet er stadig drenget. Ligner fuldstændig dét, danskerne faldt pladask for, da han sammen med Sofie Lassen-Kahlke for 20 år fik sit gennembrud med ‘Kærlighed ved første hik’. Han griner meget.
Det er indeni, at forandringen er sket. Og den startede med angsten.
»Dødsangsten. Frygten for at dø,« siger Robert Hansen om dét, der blev aktiveret af lyden af metalklappen. Klik klik. Klik klik.
»Angst er en sjov størrelse, fordi den er skabt af tanker og den vægt, som man pålægger dem. Jeg startede ret hurtigt hos en psykolog, som meget rigtigt sagde, at det trods alt var bedre, at jeg kunne høre klappen, så jeg vidste, at den virkede.«
»Det var helt åndssvagt simple ting, jeg lærte. Men de virkede for mig,« forklarer han om de redskaber, han fik af psykologen til at kontrollere sine tanker og dermed håndtere sin angst. Som dog stadig komme snigende ind imellem.
»Frygten for, at de skal operere mig igen, at klappen ikke fungerer, er mit mareridt. De pillede hele hjertet ud, lagde det i en skål, satte de nye dele i og satte det tilbage igen. Det er så vildt, at de kan. Men når det er ens eget hjerte og én selv, der ligger der, kan de billeder godt være lidt svære at tage ind.«
Resten af sit liv skal Robert Hansen tage blodfortyndende medicin og tjekke sine blodtal. Det har han lært at leve med, ligesom han har lært at leve med og holde af Robert Hansen version 2.0.
»Du skal lære en helt ny person at kende med de ting, der følger med af angst. Det var ikke rigtig noget, jeg havde døjet med før,« forklarer han om de nye livsvilkår, som omstændighederne tvang ham tilbage i, da han i 2017 blev ramt af en hjerneblødning og igen landede på operationsbordet.
»Fysisk er jeg stadig lidt udfordret. Men et eller andet sted har jeg haft godt af, at jeg ikke kan det samme som før.«
»For jeg blevet nødt til at finde ud af, hvem Robert - der ikke også drikker tre flasker vodka og skal ud i byen og fyre den af - er,« siger han med reference til sin vilde fortid som festaben uden bremseklods.
»Det har været et helt liv, en hel identitet at være dén Robert. Og når det forsvinder, hvad skal der så ske, hvad skal nu udfylde de huller?« siger han og slår spørgende ud med armene. Selv om han kender svaret.
»Jeg har skullet finde ud af, hvad der gjorde mig glad. Og det har været fantastisk at være i sådan et forløb.«
Den nye version af Robert Hansen er, hvad han med et smil kalder ‘en gammel følebamse’. Sådan én der hver dag vågner med en glæde over, at endnu en dejlig dag ligger for hans fødder. Også selv om det første han hører, er lyden. Klik klik. Klik Klik.
»Men,« tilføjer han grinende, »jeg ved sgu, hvem jeg vågner op ved siden af i morgen. Jeg kan stå inde for mig selv.«
»Den sværeste rolle jeg altid har haft, det er sgu min egen, at spille Robert Hansen. Hold kæft, den har været svær.«
»Selvfølgelig ville jeg godt have undværet de ture på operationsbordet, der har sendt mig hertil. Men jeg er også bare nødt til at se, at der faktisk er kommet et positivt resultat ud af det. En fyr, som jeg egentlig godt kan lide.«
