Hun sad på bagsædet af bilen sammen med sin 11-årige datter. Uden for vinduerne piblede foråret frem. De var på vej til 'kigge på-dag' i Tivoli Ballet. Mor skulle se, hvor dygtig hendes lille pige var. Så ringede telefonen.

»Det kan ikke opereres, så jeg vil gerne have, at du søger en psykolog,« lød det i den anden ende.

»Jeg sad dér med Caroline ved siden af og måtte bare svare 'ja' og så prøve at holde sammen på mig selv, så jeg ikke begyndte at hyle. Måtte bagefter sidde og se min datter danse og prøve at lade være med at tænke på, hvad dét betød. Det var voldsomt.«

Som personlig træner har Anne Bech trimmet en lang række kendisser, ligesom tusindvis af danskere takket være hendes bøger har fået et bedre og sundere liv. Nu hang hendes eget i en tynd og uvis tråd.

I en ny artikelserie fortæller en række kendte danskere om kampen tilbage til livet efter, at det er blevet slået ud af kurs. 41-årige Anne Bech er én af dem. Hun ved, at kampen langtfra er ovre. Ved, at hun lever på håbet.

»Jeg ved jo godt, at der skal et mirakel til, hvis jeg skal blive rask,« siger hun om sin sjældne kræftform.

Hun ser godt ud, som hun sidder der ved det runde spisebord i køkkenet i Dragør. En godt nok anden version af Anne Bech end dén, der har prydet forsiden på utallige bøger. Men sund og smilende.

Og hun har det også godt. Lige nu.

Anne Bech har erkendt, at der er ikke er nogen, der holder regnskab. Heller ikke med, hvor sundt hun har levet, og hvor meget broccoli hun har spist.
Anne Bech har erkendt, at der er ikke er nogen, der holder regnskab. Heller ikke med, hvor sundt hun har levet, og hvor meget broccoli hun har spist. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg har behandlingspause fra kemo, men er i hormonbehandling, for de har fundet hormonreceptorer på den tumor, som jeg har.«

»Så ligesom brystkræftpatienter bliver jeg blokeret for østrogen. Og det gør, at jeg er kommet i overgangsalderen og har hedeture. Lidt tidligt måske,« smiler hun. Med hår på hovedet. Og bryn og vipper.

Det var 30. april sidste år, at hun på Instagram delte dén nyhed, som de færreste af os ønsker at være afsender af. At hun halvanden måned tidligere havde fået den værst tænkelige besked. Hun havde kræft.

Nyheden sendte hende til tælling.

»Beskeden, jeg fik, var ret voldsom. At jeg skulle i kemo, at jeg ikke kunne opereres, at den sad i enkelte lymfeknuder rundt om.«

»'Det er noget, du skal leve med', sagde lægen. 'Hvor længe?' spurgte jeg. 'Det kan jeg ikke svare på', sagde han bare, 'men lad mig lige måle dit blodtryk og trykke dig på maven'. Det var så voldsomt for mig, så skørt,« siger Anne Bech med frustration i stemmen over den mekaniske og umenneskelige overlevering, hun fik.

Forud var gået en mental rutsjebanetur. En stor svulst – dannet af metastaser – uden for hjernen var blevet fjernet. Det ene øjeblik var hun båret oppe af håb. Det næste grebet af frygt. For sig selv. Og sine børn.

Hun turde ikke fortælle, hvordan det var fat.

»Jeg havde krisepsykolog ind over, for jeg var fuldstændig rundt på gulvet og ville ikke have besøg. Kun min veninde Helene, som kom og badede mig. Jeg var helt som en grøntsag.«

»Hun og min kæreste var de eneste, der vidste, hvad det var. Min far og mor kunne jeg ikke se, for jeg havde kun fortalt dem, at jeg var blevet opereret for en hjernesvulst. Og mine børn, jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til dem.«

»Louis er jo så lille, men Caroline! Hun besøgte mig én gang på Riget, og det føltes, som om jeg forrådte hende, at hun ikke vidste det. Men jeg kunne ikke overskue det, var nødt til selv at vide, hvad der skulle ske, før jeg kunne sige det til hende,« fortæller Anne Bech med smerte i sin ellers lattermilde stemme.

Samtalen med Caroline tog hun før første kemobehandling. Før det ville blive fysisk synligt, at noget var galt.

Anne Bech før kemo og samtalen med Caroline. Med langt hår og gudindekrop.
Anne Bech før kemo og samtalen med Caroline. Med langt hår og gudindekrop. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Kræftens Bekæmpelse havde anbefalet, at den foregik på en måde, så Caroline fik mulighed for at flygte fra alvoren undervejs. De tog den på en gåtur med hunden Victor.

»Hendes første spørgsmål var 'dør du af det?'. 'Jeg ved det ikke', svarede jeg. Efter et stykke tid sagde hun 'mor, nu vil jeg ikke snakke mere om det'. Og så stoppede vi,« fortæller Anne Bech. Stolt af, hvordan hendes datter i det hele taget har håndteret at have en mor, der er ramt af kræft og i perioder intet kan.

Lige nu kan Anne Bech det meste. Der er en hverdag. Og den er god. Men når hun er i kemobehandling, kan hun intet.

»Da jeg fik at vide, at jeg skulle have kemo, og at det ville blive hårdt, tænkte jeg 'det kan jeg godt klare. I'm tough'. Men jeg havde INGEN ide om, hvor hårdt det var. Som i overhovedet.«

»Kemobehandling står for mig, som om de prøver at forgifte mig, prøver at slå mig ihjel. Og så håber de, at jeg overlever. Sådan føles det,« forklarer Anne Bech, som knap kan gå eller stå efter kemoen. Hvilket den kun toethalvt-årige Louis har svært ved at forstå.

»En lille dreng kræver ret meget og har brug for sin mor. Og når han står og hiver mig i hånden og siger 'kom, mor', for at jeg skal stå op, er det fuldstændig hjerteskærende. Men jeg kan ikke.«

Inden i den populære sundhedsekspert Anne Bech bor der dog en sjælden ukuelighed. Og mens den kan have svære betingelser, når hun er i kemobehandling, folder den sig ud i fuldt flor, når hun ikke er.

»Jeg har altid sagt, at jeg kan, hvad jeg vil. Og jeg VIL overleve det her,« siger hun med bestemthed i stemmen.

Selv om mørke skyer truer i horisonten, nægter fitnessekspert Anne Bech at lade modløsheden over at være ramt af kræft tage over.
Selv om mørke skyer truer i horisonten, nægter fitnessekspert Anne Bech at lade modløsheden over at være ramt af kræft tage over. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Selvfølgelig har hun skreget til Gud, at der ingen retfærdighed var i, at hun som blot 41-årig skulle rammes af kræft. Men også erkendt, at den vrede er en grim følelse, at det ikke er nogens skyld, at det blev hende.

»Der er onde og frygtelige mennesker, som får lov til at leve, til de er 90. Så der er bare ikke nogen, der holder regnskab. Heller ikke med, hvor meget broccoli jeg har spist,« smiler Anne Bech helt afklaret.

Spørger man hende, hvad det sværeste er ved at være hende, der blev ramt, falder svaret prompte.

»Børnene. Det er at kigge på mine børn. Frygten for at skulle miste dem. Eller i virkeligheden, at de skulle miste mig.«

Frygten for, at hendes børn skal miste deres mor, er det værste. Her ses Anne Bech med datteren Caroline.
Frygten for, at hendes børn skal miste deres mor, er det værste. Her ses Anne Bech med datteren Caroline. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Da jeg fik at vide, at jeg havde kræft, var det eneste, jeg havde i hovedet, at så skal jeg bare være mor for mine to børn. Og sådan har jeg det stadig.«

»Det er dém, der er det vigtigste. Så må resten være, som det er,« siger Anne Bech med reference til, at sygdommen har tvunget dem til at sætte huset i Dragør til salg.

Skal hun udtrykke et håb for fremtiden, er det at holde kemoen så langt væk som muligt.

»For jeg ved godt, at der skal et mirakel til, hvis jeg skal være rask inden for de næste par år. Det eneste, jeg kan håbe på, er, at kræften kan holdes i ro, så jeg kan leve med den og ikke skal dø af den.«