Corona-vaccinationen er i fuld gang i Danmark. Men mens nogle tripper og næsten ikke kan vente med at få vaccinen, er andre mere afventende.

Den kendte milliardær Karsten Ree hører til sidstnævnte. Selv om han med sine 75 år hører til blandt de grupper, der vil få tilbudt vaccinen før 'resten' af Danmark, så står han ikke på spring for at blive stukket.

»Nej, for der er blevet stukket og flået nok i mig af forskellige andre årsager de seneste år,« siger Karsten Ree, der blandt andet har været igennem et kræftforløb for nogle år siden.

»Hvis jeg bliver tvunget til det (vaccinationen, red.), så gør jeg det jo, men jeg vil helst være fri,« siger Karsten Ree, der aldersmæssigt hører til i den ottende ud af de første ti grupper, der skal vaccineres.

Når Karsten Ree er lidt forbeholden over for vaccinen, er det ikke, fordi han generelt er imod vacciner. Han har bare sine forbehold over for covid-19-vaccinen, som han er bekymret for er blevet udviklet i hast.

»Jeg har den holdning, at noget, der er helt fremmed og nyt og tilvejebragt grundet en overraskende ting, der er sket, det er jeg bange for kan give nogle bivirkninger,« siger han og tilføjer:

»Jeg har lidt respekt for noget, der er forceret frem, og det er det her jo af nødvendige årsager.«

Lægemiddelstyrelsen skriver selv, at vaccinen er udviklet 'hurtigere end vanligt', men ifølge styrelsens direktør, Thomas Senderovitz, er der ingen grund til bekymring. Han har kaldt vaccinen 'effektiv, sikker og teknisk i orden'.

Karsten Ree og Janni Ree.
Karsten Ree og Janni Ree. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Karsten Ree er dog ikke alene med sin holdning. Hele 16 procent af danskerne ønsker ikke at blive vaccineret mod covid-19, mens 20 procent er i tvivl, viste en meningsmåling, som Epinion foretog i december for DR.

Professor i etik på Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen forklarede dengang til DR, at den manglende tilslutning blandt andet kan skyldes en bekymring for mulige bivirkninger.

Siden danskerne begyndte at blive vaccineret mod covid-19, er der indberettet 665 bivirkninger, hvoraf 117 af indberetningerne er blevet behandlet, oplyste Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse mandag. Langt de fleste bivirkninger har ikke været alvorlige:

»Så lige nu er der faktisk ikke noget, der bekymrer os efter godt 100.000 vaccinationer,« forklarede Thomas Senderovitz til DR.

I otte tilfælde har bivirkningerne dog været alvorlige – i form af alvorlige allergiske reaktioner, der kan være livstruende, hvis de ikke behandles med det samme. Hos de personer gik reaktionerne dog over igen efter et stykke tid.

Lægemiddelstyrelsen tilføjer, at myndighederne følger vaccinationen og de eventuelle bivirkninger meget nøje. Desuden skriver Lægemiddelstyrelsen på sin hjemmeside, at det generelt er normalt med milde bivirkninger efter vacciner.

Selv om Karsten Ree ikke er vild med at blive vaccineret, er det bestemt ikke, fordi han ikke er bekymret for corona.

»Jeg har da hørt om nogle, der har det ganske forfærdeligt, og jeg prøver at være meget forsigtig og holde god afstand. Jeg har holdt mere afstand end de fleste,« siger Ree, der dog ikke selv føler, at han hører til gruppen af ekstra sårbare, selv om han har været igennem et kræftforløb.

Og Karsten Ree er da heller ikke helt afvisende for vaccinationen, hvis den bliver påkrævet eller stærkt anbefalet. Men han vil gerne se, hvordan den virker på andre først.