Lever de, eller lever de ikke?

Selvom fristen for, at de danske mink skulle være slået ihjel, er overskredet med en uge, lever minimum 4.000 mink fortsat.

Så længe håbet for et forskningsprojekt lever, lever minkene nemlig også.

»De har lige fået foder og frisk halm, så jeg skulle da mene, at de lever. De går godt nok og er lidt usikre på fremtiden,« griner Erik Vammen, der fortsat holder sine cirka 4.000 mink i live ved Hobro.

Her er en af de mink, som Erik Vammen stadig går og passer.
Her er en af de mink, som Erik Vammen stadig går og passer. Foto: Privat
Vis mere

Sidste uge skrev flere medier ellers, at det var slut med mink i Danmark, fordi Fødevarestyrelsen havde afvist at finansiere det forskningsprojekt, som kan sikre minkenes overlevelse. Men det er en misforståelse.

Ifølge Rasmus Jarlov fra De Konservative har det aldrig været realistisk, at det alene afhang af Fødevarestyrelsens mulighed for at finansiere det. Spørgsmålet, om hvorvidt forskningsprojektet bliver til noget eller ej, er en del af de samlede politiske forhandlinger om erstatning og ekspropriation til minkavlerne.

»Der er opbakning fra blå blok til forskningsprojektet, men der er ingen tvivl om, at der skal kæmpes hårdt for det i forhandlingerne. Regeringen har dog brug for en bred politisk aftale ovenpå hele forløbet med minkene,« lyder det fra Rasmus Jarlov.

Minkforskningen i Danmark, som Aarhus Universitet blandt andet står for ved Institut for Husdyrvidenskab i Foulum, er blandt verdens førende. Så da det stod klart, at mink, som indgår i et forskningsprojekt, er undtaget fra det midlertidige forbud mod mink i Danmark – som går fra 15. januar til 31. december 2021 – var forskere herfra i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet hurtige til at få en ansøgning afsted.

Minkavler Erik Vammen.
Minkavler Erik Vammen.
Vis mere

Forskerne har indtil nu bedt politikerne om 70 millioner kroner til et treårigt projekt, som blandt andet skal undersøge, hvordan en vaccine påvirker mink, og hvordan smittespredningen finder sted. Men forskning på mink kan også bruges til at blive klogere på covid-19 i mennesker.

»Det er frustrerende, at der ikke kommer nogle forhandlinger i gang, så man kan få besked. Det er helt forfærdeligt, hvis de ikke tager imod tilbuddet om forskningen i minkene. Jeg håber, at projektet går igennem både for eventuelt fremtidig pelsavl, vaccinen, og hvordan den virker. Det ærgrer mig, hver gang jeg læser noget om tvivl omkring vaccinen, når forskning på mink kunne afklare noget af den tvivl,« forklarer Erik Vammen.

Forskerne bag projektet kigger nu på en billigere udgave af projektet, så der er større chance for en politisk godkendelse af det. Hvor meget billigere, de kan gøre det, har dog ikke været muligt at få afklaret.

Erik Vammen har ikke hørt fra Fødevarestyrelsen om eventuelle repressalier, selvom at forskningsprojektet ikke er en realitet endnu.

Andre læser også