På trods af, at den ikke engang er udkommet endnu, har Jeanette Ottesens nye bog, 'Fri', allerede vakt harme blandt mange.

Særligt en passage, hvori Jeanette Ottesen beskriver, hvordan hendes tidligere svømmekollega, Lotte Friis, er blevet mobbet, har skabt heftig debat. På sin Instagram-profil har Lotte Friis selv givet udtryk for, at hun føler sig blottet, og at hun bestemt ikke har indvilget i, at hendes historie skulle beskrives for offentligt skue.

Her modtager hun stor opbakning, og flere danske kendisser har også stemplet ind og vist deres støtte. En af dem er tv-værten Peter Ingemann.

'Jeg fik ondt i maven, da jeg læste de uddrag fra bogen. Jeg bliver rasende, når jeg læser om, hvor onde mennesker kan være ved hinanden,' skriver han blandt andet.

Tv-værten Peter Ingemann.
Tv-værten Peter Ingemann. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

'Helt generelt, så har jeg altid hadet mobning som pesten. Lige fra da jeg var en lille dreng i skolen,' skriver Peter Ingemann.

Han kan ikke forstå, hvorfor en mobber i situationen ikke kigger indad og spørger sig selv, hvordan man selv ville have det, hvis det var den anden vej rundt.

Over for B.T. understreger han dog i en sms, således som i opslaget, at han ikke kender historien i detaljer – han har blot læst, hvad der står i diverse medier.

'Jeg reagerer på Lottes hjerteskærende opslag. Det er bare ikke o.k.,' skriver han i sms'en.

De tidligere svømmekollegaer, Lotte Friis og Jeanette Ottesen
De tidligere svømmekollegaer, Lotte Friis og Jeanette Ottesen Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

Peter Ingemann har ikke selv haft oplevelser med mobning. Men han kan da godt huske, at der i sin tid blev set lidt skævt til ham og kammeraterne, når de kørte rundt på deres tunede knallerter og havde grydehår i teenageårene.

'Ja, vi var lidt nogle bonderøve. Kom jo ude fra landet på min Puch og gik på privatskole,' fortæller han.

'Der var nok nogle af læge- og advokatbørnene, som syntes, vi var lidt til en side, og gjorde mig opmærksom på det.'

Men det prellede af på den populære tv-vært.

'Jeg var sgu skideligeglad. Jeg var ret hurtig i replikken, så det fortrød de.'