Har Jeanette Ottesen givet Lotte Friis en reel undskyldning i sin nye bog, eller fortsætter hun mobningen ved at udstille sin tidligere svømmekollega for hele Danmarks befolkning?

Det er spørgsmålet, som mange har debatteret de seneste par døgn.

Og nu går også den kendte influencer Line Hoffmeyer ind i sagen.

I et langt skriv på sociale medier fortæller hun, at hun som barn selv var mobbeoffer, og at sagen derfor har givet hende en 'følelse af ulykke og uretfærdighed'.

'De sidste par dage har jeg læst om en person, der 'undskylder' at have mobbet en anden person,' indleder Line Hoffmeyer sit opslag.

Hun fortsætter opslaget med at understrege, at hun er ikke overbevist om, at det gør noget godt for mobbeofre at modtage en undskyldning flere år senere, da det blot river op i dårlige minder.

'Jeg gad personligt ikke at høre fra dem, der mobbede mig, nu. Jeg gad ikke mindes om det eller få deres dårlige samvittighed kastet i armene, da jeg ikke kan bruge den til noget i dag,' skriver hun og fortsætter:

'Så man skal tænke sig godt om, før man ripper op i en masse hos andre for at få det bedre med sig selv – eller for at tjene penge på, at man har mobbet.'

Lotte Friis og Jeanette Ottesen.
Lotte Friis og Jeanette Ottesen. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

I sit opslag beskriver Line Hoffmeyer også, hvordan hun i sin tid blev mobbet i folkeskolen.

Det gjorde hun blandt andet ved at blive holdt udenfor eller ved at blive drillet med sine tænder, sin vægt og sin højde.

'I dag ved jeg, at der ikke var noget galt med mig, men det var svært at lære, og jeg har stadig en kronisk frygt for at blive holdt udenfor.'

I Jeanette Ottesens bog skriver den tidligere svømmestjerne blandt andet, at Lotte Friis især blev mobbet af sine mandlige svømmekolleger, som blandt andet kommenterede størrelsen på hendes numse og kaldte hende tyk.

Jeanette Ottesen skriver endvidere, at Lotte Friis aldrig sagde stop.

»Hun er et klassisk mobbeoffer, for hun gør det ikke nemt for sig selv. Hun lader det bare stå til, så hun efterhånden bliver en, man automatisk griner ad. Det bør ikke være sådan, og det er ikke fedt at sige, men sådan er det desværre,« lyder det i en passage i bogen.

Og lige netop den passage har ramt Line Hoffmeyer, skriver hun i sit opslag:

'Lad være med at bruge dit mobbeoffers opførsel som en undskyldning for mobning. Det er victim-blaming. Ingen mennesker er 'klassiske mobbeofre' eller lette at mobbe. Nogle mennesker har let ved at mobbe.'

B.T. forsøger at få en opfølgende kommentar fra Line Hoffmeyer.