Selv om corona uden tvivl var årets helt store chok, så har de kendte også formået at chokere os.
Vi giver dig listen over 10 af årets største danske kendis-chok – vi starter naturligvis med den stille måben og slutter med en regulær bombe:
Det vakte opsigt, da Helle Thorning-Schmidt tidligere på måneden delte en selfie på Instagram, hvor håret var bundet op i to frikadeller på toppen af hovedet og spidserne farvet skrigpink.
Hun skulle til fest, fortalte den tidligere statsminister, og at farven ikke sådan lige syntes at forsvinde efter én hårvask som lovet, tog hun ikke så tungt.
Senere dukkede hun op i musikvideoen til Tessa og Emil Simonsens (Orgi-E fra Suspekt, red.) hyldest til den københavnske Vestegn, sangen 'Blæstegnen'.
Meeen, statsministeren har jo altid gjort en dyd ud af bare at være 'Helle fra Ishøj', så kendis-chokket rækker kun til en 10.-plads.
For et år siden vidste de færreste, hvem Søren Brostrøm var, men siden er direktøren for Sundhedsstyrelsen dukket op på tv i bedste sendetid flere gange og har sågar været på forsiden af Euroman.
Derfor er det også et 'kendis'-chok, at han nu to gange er blevet taget i at glemme de tiltag, han selv har arbejdet så hårdt på at gøre en del af danskeres daglige rutine: sprit af og brug mundbind.
Først glemte han at afspritte sit træningsudstyr i fitnesscentret, inden han efterlod det til den næste bruger. Og senere blev han taget i at sidde på sin plads på DSB '1 uden det obligatoriske mundbind.
»Der er bare det at sige til det, at jeg er et menneske, og jeg strammer mig an, og det har jeg også gjort i fitnesscentret,« udtalte corona-generalen efter fadæsen.
Mads Christensen skulle aldrig have fortalt, at han havde forladt sin hustru gennem 20 år for en yngre kvinde. Han skulle slet ikke have sagt, at han i stedet ville flytte ud på sin båd i Tuborg Havn for at få besøg af sin nye 'svenske flickven' hver anden uge.
Og han skulle i hvert fald ikke have ytret offentligt, at forholdet havde haltet i årevis, og at han havde løjet for sin kone og mor til deres børn.
Det fortalte 'Blærerøven', efter at de opsigtsvækkende udtalelser gik deres gang i medierne.
»I dag ser jeg nådesløst klart, at det eneste, jeg opnår, er at bringe min elskede kone i forlegenhed. Jeg ville ønske, jeg bare havde holdt min dumme kæft! Undskyld.«
Efter 28 år med 'Søren Ryge direkte' valgte tv-legenden i august at smide en regulær bombe.
Han takker af. Han er træt. Og så kan han desuden snart ikke finde på flere emner, der berettiger, at han sender live fra sin egen have hver onsdag aften hele sommeren.
»Jeg kunne da sagtens lave det igen til næste år, men jeg har jo ikke den samme energi. Og jeg kan også nogle gange tænke: 'Ej, nu skal vi til at lave det én gang til, kan vi nu finde på noget?' Og det bliver altså ikke nemmere at finde på noget,« fortalte Søren Ryge Petersen.
Politiker, statsminister, partiformand, forfatter – og realitystjerne.
Lars Løkke Rasmussens cv blev udvidet, da han i begyndelsen af december stævnede ud fra Lanzarote for at deltage i realityprogrammet 'Over Atlanten'. Her skal han sammen med fem andre kendisser overleve tre uger på en båd, mens både søsyge og – hvis programmet holder niveau fra tidligere år – gnidninger de pressede deltagere imellem truer med at ødelægge idyllen.
Programmet sendes på Kanal 5 næste år og vil formentlig gå tættere på Lars Løkke Rasmussen, end man er vant til.
Helle Thorning-Schmidt var også blevet spurgt, om hun ville medvirke, men takkede nej, afslørede hun senere.
Microsoft-grundlæggeren, Bill Gates, har planer om indsprøjte en mikrochip i de personer, som får en fremtidig coronavaccine. Og læger bliver presset til at skrive covid-19 som dødsårsag for at øge frygten i samfundet.
Det er bare nogle af de mange teorier, som influencer og tidligere S.O.A.P.-forsanger Saszeline Dreyer har delt på sine sociale medier. Her satte hun sig også for at 'teste offentlig transport uden mundbind' i en video, hvor hun viser andre mundbindsbenægtere, hvor nemt det er snige sig uden om kravet.
Saszeline Dreyer endte i en regulær shitstorm for stuntet og blev både kaldt 'løgner' og 'full blown idiot', inden Instagram lukkede hendes profil, fordi 'uafhængige faktatjekkere har vurderet, at der er tale om falske oplysninger'.
»Fremover vil jeg undlade at opfordre til en bestemt adfærd. Jeg vil dog insistere på, at vi skal have en åben og kritisk debat i Danmark,« lød det efterfølgende fra influenceren.
Det kostede en udsmidning fra 'Paradise Hotel', da Türker Alici i foråret blev så rasende, at han kastede en vandflaske efter sin meddeltager Sarah Dohn. Og i Sverige blev han for nylig lagt for had, da den gamle voldsepisode pludselig gik viralt i nabolandet.
Alligevel valgte man at hylde realitystjernen ved næste års Reality Awards, hvor Türker Alici blev nomineret til kategorien 'Årets bedste mandlige deltager'. Og det faldt flere for brystet – ikke mindst Sarah Dohn.
»Jeg mener, at det er et forkert signal at sende, at han er nomineret som den bedste mandlige realitydeltager for et program, hvor han er blevet smidt ud for vold mod en kvinde,« sagde hun i en story på Instagram.
Selv om Reality Awards egentlig ikke så noget problem med nomineringen, valgte man alligevel at fjerne Türker Alici fra afstemningen, da realitydeltageren til sidst selv ytrede ønske om at trække sig, fordi den negative opmærksomhed blev for ubehagelig.
Det er ikke chokerende, at danske kendisser dater på kryds og tværs. Men når man som Mai Manniche vælger at udbasunere sine forhold på Facebook uden at cleare det med den anden part, så vækker det opsigt.
Og det var akkurat, hvad smykkedesigneren gjorde, da hun i en lang opdatering afslørede, at hun havde været i 'to meget stormfulde relationer' med henholdsvis Aqua-stjernen Søren Rasted og 'X Factor'-dommeren Thomas Blachman – inden forholdene brast, da Mai Manniche efter eget udsagn ikke kunne leve op til det billede, andre mennesker har af hende:
»Som altid så bliver de fleste mænd betaget af den Mai, de ser i medierne, den stærke kvinde, der klarer alt. Det er jeg langtfra kun. Jeg er også sårbar og har brug for nærvær,« lød det.
Mens Thomas Blachman bekræftede, at han havde spist en middag med smykkedesigneren, så fandt han opdateringen både latterlig og unødvendig. Søren Rasted havde ingen kommentarer.
Mai Manniche følte til gengæld, at det var rart at få lettet sit hjerte, og at pointen ikke var at hænge nogen ud, men at fortælle, at 'livet og kærligheden kan være hård'.
Publikum tabte kæben og brød ud i stående jubel, da Ibi Støving gik på scenen for at uddele en pris ved årets 'Zulu Awards'.
'Date mig nøgen'-værten var nemlig selv nøgen. Ikke bare topløs, men splitterravende nøgen. Kun med et lille lyserødt 'Z' placeret strategisk mellem benene.
Det var hun for at hylde menneskekroppen og bekæmpe kropsskam, fortalte hun.
»Jeg står her af én grund og én grund alene. Det er for at tale til dem, der kæmper med kropsproblemer derude,« sagde Ibi Støving fra scenen, inden nogle af deltagerne fra programmet 'Date mig nøgen' gjorde hende selskab på scenen.

Selv om vi stadig ikke har fået at vide, hvem han er, så leverer 'den store tv-kanon' årets ubetinget største kendis-chok, da han for 13 år siden intimiderede den dengang 18 år gamle stjernespire Sofie Linde ved at true med at ødelægge hendes tv-karriere, hvis hun ikke gav ham et blowjob.
Historien afslørede 'X Factor'-værten på scenen ved årets 'Zulu Comedy Galla' – og dermed kickstartede hun den MeToo-bevægelse, som har givet genlyd i det meste af 2020, og som formentlig vil fortsætte et langt stykke ind i 2021.
Siden den ikoniske tale er flere kvinder nemlig stået frem med lignende fortællinger, og til Sofie Lindes store begejstring kom debatten endelig til at handle om, hvordan man kommer sexisme til livs – frem for hvem 'tv-kanonen' er, og hvorfor hun ikke bare afslører ham.

»Rent personligt var det også første gang, hvor jeg sort på hvidt så og følte, at de havde taget mig i hånden. Og det betyder faktisk så meget, at jeg ikke kan lade være med at blive rørt, når jeg taler om det, fordi oppe i hovedet var jeg færdig. Selv om jeg godt vidste, at jeg ikke var det, så følte jeg mig alene. Men lige pludseligt var der så mange navne,« sagde hun grådkvalt i DR-podcasten 'Genstart'.
»Det var for mig et kæmpe turningpoint. Og en følelse af at trykke restart. Og det var også det, der skete. Der bliv trykket restart, og vi startede et helt nyt sted.«
Siden har profiler som politikerne Morten Østergaard, Frank Jensen og journalisterne Mads Aagaard og Jens Gaardbo måttet forlade deres fremtrædende stillinger.