Danskerne er ramt af de hårdeste indgreb siden Anden Verdenskrig.

Det er ikke tilladt at mødes flere end 10 personer. Det er ikke tilladt at spise ude efter klokken 22. Du skal bære mundbind. Så mange som muligt skal arbejde hjemme. Du skal helst ikke give hånd eller et kram. De ældre på plejehjem må kun modtage besøg af et enkelt familiemedlem. Listen over restriktioner og påbud er lang og længere end denne opremsning.

Corona har lagt voldsomme begrænsninger på hele vores måde at leve på, som for mange familier har betydet tab af livskvalitet. For andre har det betydet øget sygdom og dårligere behandling.

Alligevel har danskerne i overvældende grad stået bag de mange restriktioner. Det er blandt andet derfor, at vi er et af de lande, der klarer sig bedst, når det gælder om at holde smitten nede. Vi står sammen, bruger mundbind og holder afstand og viser samfundssind.

Centralt i bekæmpelsen af covid-19 har været to elementer fra den allerførste dag i marts: Hold afstand og brug håndsprit. Budskabet er kommunikeret på alle pressemøder og med store plakater og reklamekampagner.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har været afsender på budskabet og skabt sig en slags stjernestatus på at være den nøgterne og saglige formidler.

Derfor er det naturligvis problematisk, at han ikke selv bruger håndsprit, når han træner i sit fitnesscenter, som B.T. fortalte og viste onsdag.

Vi er nødsaget til at have en sikker fornemmelse af, at reglerne gælder for alle. I særlig grad de myndigheder og politikere, der beder os om at begrænse vores livsførelse.

Alt andet er hykleri.

Søren Brostrøm er ikke den eneste, der viser dobbeltmoral i forhold til reglerne. B.T. har tidligere skrevet om to ministre, der med deres ægtefæller var i teatret, hvor det var tydeligt afmærket, hvor – og hvor ikke – man måtte sidde. Alligevel brød de afmærkningen og satte sig, hvor det passede dem. Tidligere har et andet folketingsmedlem opholdt sig på en S-togsstation uden det mundbind, som alle andre skal bære.

Hver for sig er det ikke store 'forbrydelser', og de bliver heller ikke retsforfulgt af politiet. De har alle undskyldt, men det er naturligvis provokerende for andre danskere, når det bliver tydeligt, at reglerne ikke gælder for alle. De mange 'små overtrædelser' kan udgøre et problem, for det svækker den opbakning, der indtil nu har været enestående.

Reglerne gælder for alle. Punktum. Ellers sikrer vi ikke den nødvendige opbakning til de regler, der skal bekæmpe coronavirus, og det er derfor, sagen skal frem i lyset. Billederne af Søren Brostrøm og den måde, de blev optaget på, har provokeret nogen. Men nogle gange er medier nødsaget til at vise virkeligheden, så læserne selv kan vurdere hændelsen. B.T. går ikke ind for et overvågningssamfund eller et stikkersamfund, som nogen har beskrevet det. I dette tilfælde er det Søren Brostrøm, der har brudt reglerne, og som øverste sundhedsmyndighed hviler der et særligt ansvar på ham.

Reglerne er ikke svære at følge.

Hold afstand OG sprit af.

På optagelserne fra fitnesscenteret spørger Søren Brostrøm, da han bliver bedt om at spritte af: »Skal jeg det?« Sundhedsstyrelsens direktør ville have svaret: »Ja, det skal du.«