Hvordan holder man jul i en coronakrise? B.T. har spurgt en række kendte danskere, hvad de gør, og flere har i år ændret planer.
For det første har influencer Mascha Vang besluttet at holde juleaften med sin kæreste Troels, kun de to.
»Min kæreste og jeg skal være alene juleaften. Det har jeg ikke prøvet før. Børnene er hos deres andre forældre i år, og så har vi dem til nytår. I søndags holdt vi jul hjemme sammen med børnene, hvor mine forældre kom. Alle var testet negativ forinden, og de ældste var desværre ikke med. En anderledes jul – og det bliver nytår også,« fortæller hun til B.T. og tilføjer:
»Jeg synes ikke, vi kan være andet bekendt end at begrænse det for vores alles bedste. Ikke kun for de udsatte og ældre, men også i respekt for vores alles økonomi. Tiden er ikke til at fjumre rundt til fester eller kramme hinanden endnu.«

'Sygeplejeskolen'-skuespiller Thue Ersted Rasmussen, der for tiden også kan opleves i Melvin Kakoozas komedieserie 'Sunday', har også valgt at skære ned på antal deltagere juleaften.
»I år fejrer jeg for første gang jul i København og ikke nordpå i Aalborg, som jeg ellers altid har gjort,« fortæller han.
»Min kæreste og jeg har besluttet, at vi synes, risikoen er for stor ved at rejse på kryds af landet, samtidig med at pandemien spreder sig hurtigere end nogensinde. Det værste, jeg næsten kan forestille mig, er at være asymptomatisk og sprede sygdommen til min familie. Vores familie har været fuldt forestående over for vores beslutning. Så lige i år bliver det zoom-bingo og juleeventyr på Skype i stedet, men jeg er sikker på, at vi får en hyggelig aften alligevel.«

Skuespiller Jakob Fauerby, der i lørdags måtte give 'Vild med dans'-trofæet videre til 'Badehotellet'-stjernen Merete Mærkedahl, har planlagt at bruge julen på at hjælpe sine nærmeste.
»Vi holder altid jul med min mands tante Anni, men hun bliver hjemme i år. Juleaften kører vi ud med mad og gaver til hende og siger god jul, ligesom vi også laver mad til vores dejlige nabo, der heller ikke kan komme ud til jul i år,« fortæller han og tilføjer:
»Vores bonusknægt Isaak fylder fire 23. december (B.T. spurgte mandag, red.), og den fødselsdag er også gjort helt lille. Det er faktisk kun os og hans forældre og hans mormor, der kommer til at fejre ham. Vi må tage revanche næste år.«

Caroline Fischer Rigelsen og Emil Ussing, der blev kærester under årets udgave af 'Den store bagedyst', skal endnu ikke holde jul sammen.
Caroline fortæller, at hun skal holde jul med sine forældre og sin bror i Hedehusene, og da de i forvejen bor sammen, kommer de ikke til at ændre noget ved deres jul.
Emil, der studerer i Aarhus, skal hjem til sin familie i Løkken. De sørger for at blive testet inden, og så vil de ellers holde jul på sædvanlig vis, fortæller han.

Til sidst fortæller skuespiller Per Pallesen:
»Ja, hvor skal man holde jul? Der er jo ikke så mange udenlandsmuligheder, så det bliver hjemme med en del af familien. Fem i alt.«
