Da Laus Høybye i 1994 var blevet for 'gammel' til at spille Krumme, trådte den allerede rutinerede børneskuespiller Benjamin Rothenborg Vibe til. I dag er han 39 år og har for længst lagt skuespillet på hylden. Men genkendt bliver han stadig.

»Det overrasker mig stadig en gang imellem, at helt unge genkender mig. Én ting er, at folk på min egen alder kan huske 'Krumme'-filmen, men at unge mennesker stadig ser den i dag, det er skægt. Og det er kun hyggeligt, for det er jo kun positiv opmærksomhed,« fortæller Benjamin Rothenborg Vibe, der var 13 år, da 'Krummerne 3 – Fars gode idé' havde premiere.

Filmatiseringen af Thøger Birkelands børnebøger var i begyndelsen af 1990'erne et kæmpe biografhit. Den første 'Krumme'-film fra 1991 solgte svimlende 859.000 biografbilletter, og derfor kom der i løbet af årtiet to efterfølgere samt en julekalender i 1996.

Da Benjamin Rothenborg Vibe i 1994 altså blev hyret til at spille Krumme i den tredje film, havde han allerede erfaring fra film som 'Den store badedag', 'Det skaldede spøgelse', tv-serien 'Mysteriet om det levende lig' og en tv-reklame for Stryhns Leverpostej. Med 'Krummerne 3', hvor han blandt andet spillede over for Robert Hansen og Lukas Forchhammer, blev han for alvor folkeeje.

Benjamin Rothenborg Vibe som Krumme i 1994 med Preben Elkjær, der havde en gæsterolle i filmen som fodbolddommer.
Benjamin Rothenborg Vibe som Krumme i 1994 med Preben Elkjær, der havde en gæsterolle i filmen som fodbolddommer. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

»Jeg kom til at tænke på forleden, at jeg er glad for, at der ikke var sociale medier dengang,« fortæller Benjamin Rothenborg Vibe med et grin.

For efter han i slutningen af 1990'erne medvirkede i de populære 'Klinkevals'-film, bygget på Jane Aamunds romaner, satte han skuespillet mere eller mindre på standby.

»Jeg lavede 'Klinkevals', 'Juliane' og et afsnit af tv-serien 'Taxa', mens jeg gik i gymnasiet, og derefter var jeg i forsvaret i et par år. Jeg overvejede meget, om jeg skulle søge ind på skuespillerskolen, og tog nogle skuespiltimer for at forberede mig, men dagen før den første optagelsesprøve fik jeg kolde fødder,« husker han i dag tilbage.

»Jeg kunne ikke mærke gejsten, og så tror jeg ikke, jeg havde det drive i forhold til at blive kendt. Uanset hvordan du vender og drejer det, så er et af målene som skuespiller at blive kendt, og jeg havde fået min dosis kendthed, særligt efter 'Krummerne'.«

Benjamin Rothenborg Vibe anno 2020
Benjamin Rothenborg Vibe anno 2020 Foto: Claus Boesen
Vis mere

Hans grandkusine Barbara Topsøe-Rothenborg spillede Yrsa i de to første 'Krumme'-film, og hendes mor, Judith Rothenborg, som sidste år gjorde sig bemærket i DR-serien 'Mormor på mandejagt', hjalp faktisk Benjamin Rothenborg Vibe med at læse op til skuespillerskolens optagelsesprøve, men han valgte i stedet at gå i sine forældres fodspor og blive journalist.

»Da jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være skuespiller, så var det meget naturligt med journalistik, da jeg også er meget politisk interesseret.«

I dag har han i de sidste mange år arbejdet som journalist hos fagforbundet Dansk El-Forbund i København, hvor han blandt andet arbejder med sociale medier og skriver for deres fagblad.

»Når jeg for eksempel er ude på en byggeplads og lave en reportage med nogle elektrikere, så sker det tit, at de enten spørger: 'Hvor er det, jeg har set dig før?', eller 'Det er sgu da Krumme'. Så det fylder da stadig lidt. Når jeg er ude at holde oplæg, starter jeg også nogle gange med at sige: 'Ja, det er mig, der er Krumme'. Så kan de høre ordentligt efter i stedet for at sidde og spekulere over, hvor de har set mig,« slutter han med et grin.