Kan du huske Ib? Ham med de skøre hænder og store ører i TV 2s populære børneprogram 'Lågen i bogen' fra 1990erne? Troells Toya, som han hedder rigtigt, er i dag 58 år og rektor på sin egen skuespillerskole.

»Jeg bliver stadig genkendt nærmest på daglig basis. 'Gud er det ikke dig, der er Ib,' spørger de. Vi stoppede jo med at lave programmerne i 2000, så det er imponerende, de stadig kan huske det,« fortæller Troells Toya med et grin og kommer så med en afsløring.

Udover at være skuespiller er han blandt andet også medlem af en fagforening for folk, der skriver musik og tekster til revyer. Herfra kender han dansk tv-julekalenders stormester Martin Miehe-Renard.

I midten af 1990erne skulle Martin Miehe-Renard i gang med at lave den første 'Pyrus'-julekalender, 'Alletiders jul', og her var Troells Toya tæt på at få rollen som netop Pyrus.

Troell Toya var tæt på at få rollen som Pyrus, der i stedet gik til Jan Linnebjerg.
Troell Toya var tæt på at få rollen som Pyrus, der i stedet gik til Jan Linnebjerg. Foto: TV2
Vis mere

»Det stod mellem Jan Linnebjerg og mig, og det var selvfølgelig lidt øv, men Jan var jo også perfekt til rollen. Jeg har virkelig tænkt over siden, at det havde ændret mit liv, men året efter skulle de så lave 'Lågen i bogen', og det blev jeg jo også helt vildt glad for.«

Han tilføjer:

»Jeg oplevede det også med Anders W. Berthelsen og 'Taxa'. Rollen som Rene stod mellem ham og mig.«

Han er ikke skuffet over at gå glip af de to roller, for i stedet fik han først stor succes med 'Lågen i bogen', hvor han sammen med Karin Jagd, der spillede karakteren Søs, underholdt og lærte børn om stort og småt.

Troells Toya anno 2020.
Troells Toya anno 2020. Foto: Emil Birk Hartmann
Vis mere

»Ib skulle faktisk have været en animeret figur, som Karin skulle spille med, men det var for besværligt og dyrt, så jeg blev i stedet en levende tegneseriefigur. Vi lå og svingede med 'Snurre Snups Søndagsklub' om at være det mest sete børneprogram, og udover tv-programmerne blev vi fløjet rundt i landet for at lave shows, vi havde det simpelthen så sjovt,« husker han tilbage.

I 2000 stoppede 'Lågen i bogen', og Troells Toya måtte finde på noget nyt. Han lavede lidt tv, lagde stemme til tegnefilm og fortsatte med at lave teater. Efter mange år som skuespiller gik en stor drøm så i opfyldelse i 2012.

Troells Toya har altid nydt at undervise skuespilelever ved siden af, så da efterspørgslen blev stor nok, åbnede han for otte år siden Skuespillerakademiet i København, hvor skuespilleraspiranter kan forberede sig til optagelsesprøven på statens teaterskoler.

»Vi er lige blevet færdige med vores ottende år og har nu haft 700 elever igennem. Det har helt klart været den rette vej for mig i livet,« fortæller han glad og nævner, at man stadig også kan se ham på scenen, hvor han blandt andet i de senere år har medvirket i 'Skatteøen' på Folketeatret.

Og hvad med næste generation? Troells Toya har to børn, der begge selv er gået skuespillervejen. Hans søn Lukas har blandt andet spillet Peter i de to nye 'Lille Per'-film 'Far til fire på toppen' og 'Far til fire i solen'.

»Jeg har to vidunderlige børn. Da de var små, så de også 'Lågen i bogen', men forstod ikke rigtigt, at jeg var Ib. Når jeg tog afsted for at filme sagde, de bare 'ja ja, hils Ib',« fortæller han med et grin.