I starten af 2004, da danskerne fulgte med i DR's stort anlagte dramaserie 'Krøniken', og TV 2 hittede med 'Årgang 0', genopfandt TV3 samtidig livstils-genren med 'De fantastiske fem', hvor fem homoseksuelle mænd hjalp en heteroseksuel mand til at blive mere stilsikker.
Programmet var en fordanskning af 'Queer Eye for the Straight Guy', der året forinden var blevet lanceret med stor succes i USA, og nu var det altså tid til at give den danske leverpostejs-mand en kærlig overhaling.
B.T. har talt med tre af de 'fantastiske fem' om tiden med det nyskabende tv-koncept. Rene Fris stod for hår og makeup, Morten Skærved for det kulinariske og Jesper Gadegaard for boligindretningen.

Hvordan husker I i dag tilbage på tiden med 'De fantastiske fem'?
Rene Fris:
»Det havde stor betydning – og har det stadig i dag. Vi åbnede så mange døre for drenge, som fik mod på at springe ud af skabet. Jeg får stadig takkemail i dag. Jeg kan huske, at jeg efter første udsendelse var bange for, om jeg ville få en flaske i hovedet, men i stedet begyndte mænd at stoppe mig på gaden og sige, 'I er for fede, jeg ser jer med min kone hver uge'.«

Morten Skærved:
»Det var helt vildt sjovt at lave. Faktisk er det nok noget af det sjoveste, jeg har lavet. Jeg havde forinden været chef for castingafdelingen på 'Hvide løgne' (tv-serie på TV3, red.), så jeg havde stor tv-erfaring bag kameraet, men det var første gang, jeg selv var på tv, og det var lidt grænseoverskridende i starten at skulle vænne sig til.«
Jesper Gadegaard:
»Jeg kom med i anden sæson. Da jeg ud af det blå blev ringet op og spurgt, om jeg ville være med, troede jeg, det var skjult kamera. Jeg var arkitektstuderende og havde aldrig lavet tv og var nærmest heller ikke sprunget officielt ud endnu, men jeg havde jo heldigvis nogle gode forbilleder i de andre. Jeg husker jo især de sjove ting, men det var virkelig hårdt arbejde til langt ud på natten.«

'De fantastiske fem' kørte fra 2004 til 2006. Hvordan havde I det med, at det stoppede?
Morten Skærved:
»Hver gang vi afsluttede en sæson, sagde vi, at det var nok det. Så vi var øvet i det. Og vi havde jo også gang i andre projekter ved siden af. Vi var jo heldigvis ikke 17 år, da vi lavede det, så jeg følte ikke, at jeg mistede mig selv totalt.«
Jesper Gadegaard:
»Den sidste sæson var lidt krævende for mig. Jeg tror godt, de kunne se, at det ikke nyttede, at jeg både skulle være på foran kameraet om dagen og knokle videre til langt ud på natten (med indretningsarbejdet, red.). De prøvede at få en ind, som kunne lave det 'grove' arbejde, men det var jo netop det, jeg syntes var sjovt. Så det var måske fint, det stoppede til sidst.«

Rene Fris:
»Jeg tog hjem til New York. Det var meningen, at jeg skulle være vært på 'Paradise Hotel', men jeg ville hellere være vært på 'Topmodel', som desværre lukkede. I stedet blev jeg tilbudt at blive vært på det amerikanske show 'Shera Genius', som jeg så lavede de næste fire år.«
Hvor meget fylder 'De fantastiske fem' i jeres liv i dag?
Morten Skærved:
»Det er jo på en måde blevet en del af mit liv. Jeg har lige udgivet en kogebog om det sønderjyske kagebord, og det er jeg da ikke sikker på, at jeg kunne have gjort, hvis jeg ikke havde lavet det program.«
Jesper Gadegaard:
»Jeg har lige åbnet et showroom på Islands Brygge (i København, red.) her i efteråret, hvor jeg laver indretning til både privat og erhverv. Når jeg møder kunderne, bringer de ofte programmet op. Det er meget hyggeligt.«

Rene Fris:
»Jeg modtager som sagt stadig mail fra danskere, som enten takker eller beder om råd om hår og hud. Min hårserie blev også til efter programmet.«
Hvad laver I i dag?
Jesper Gadegaard:
»Ud over mit nye designstudio 'GG studio' laver jeg indretning for private og erhvervskunder, og så laver jeg stadig en gang imellem scenografier til tv.«

Rene Fris:
»Jeg har nu boet i New York i 21 år, hvor jeg har min produktserie, arbejder i en salon på 5th Avenue og arbejder fortsat med tv.«
Morten Skærved:
»Jeg underviser blandt andet i madkundskab og geografi på en skole på Frederiksberg, og så skriver jeg ved siden af på et julekalenderprojekt.«
Hvilken tidligere kendis vil du gerne læse om i morgen? Send dit bud til krdn@bt.dk.
Vær med i B.T.s julekalender. Svar på dagens spørgsmål og vind præmier hver dag. Tilmeld dig her!