I slutningen af september sidste år rykkede bloggeren Mascha Vang teltpælene op og flyttede fra København til den jyske by, Kolding.

Og det er der kun én årsag til.

I april 2018 offentliggjorde hun på sin blog, at hun var stormende forelsket i den jyske jagerpilot, Troels Krohn Dehli. I stedet for et langdistanceforhold valgte Mascha Vang, som ellers har nydt sit liv i hovedstaden, at komme tættere på sin kæreste.

Og det er netop derfor, hun bliver i Kolding.

»Det er ikke fordi jeg ikke er faldet godt til her, det er jeg såmænd. Jeg er vild med vores område i Kolding, vores skønne hus, at Hollie Nolia er faldet så godt til, folks imødekommenhed og ikke mindst den familie vi har fået. Jeg sætter virkelig pris på hvor jeg er havnet i livet, og er glad for dem jeg deler det med,« skriver Mascha Vang på sin private blog og fortsætter:

»Men når alt kommer til alt, så er der kun én årsag til vi bor i Kolding, og det er Troels. Nogle gange kan jeg næsten ikke forstå, at jeg har forladt alt jeg har brugt 20 år på at bygge op, af relationer og alt jeg elsker... Men jeg ville jo ikke undvære det jeg har fået her, eller ham. Jeg tror egentlig, det at flytte herover, er den største kærlighedserklæring jeg nogensinde har givet nogen.«

Mascha Vang har datteren Hollie Nolia, som er flyttet med til Kolding, hvilket skabte en større debat sidste år.

Hollie Nolias far, racerkøreren Nicolas Kiesa, er nemlig blevet boende på Sjælland og har datteren hver anden weekend.

Beslutningen om at flytte sin datter så langt væk fra sin far blev kritiseret af sangerinden Annette Heick, der i en klumme i B.T. skrev, at man fra politisk side burde lave nogle regler, som sikrer, at man som forælder højst må flytte sit barn - eller sine børn - et vist antal kilometer væk fra den anden.

Annette Heick var nemlig stor modstander af Mascha Vangs beslutning. I klummen fortæller hun, det især var farens kommentar til flytningen, der udløste hendes modreaktion:

»Det er svært at finde mit tillykke med det her frem, men tillykke, og jeg ønsker jer naturligvis alt det bedste, men at min Hollie flytter 200 km væk fra faaaaar, overskygger alt. Jeg har stadig svært ved at finde ord eller en sætning, der beskriver min skuffelse. #endnuenmavepusterpålivetsvej,« kommenterede Nicolas Kiesa oven på Mascha Vangs beslutning om at flytte.

Det svarede Mascha Vang dengang tilbage på, og forsvarede blandt andet sig selv med, at hun ikke mener, det er muligt at generalisere, da alle børn, forældre, forhold og situationer er forskellige.