Mascha Vang er en kendt blogger. Hun er en sød pige, og jeg følger hende på Instagram og ler ofte ad hendes morsomme kommentarer.

Hun er meget åbenhjertig om sit liv og poster gerne billeder af datteren, Hollie, som hun har med racerkøreren Nicolas Kiesa. Forleden lagde hun endnu et billede op. Det forestillede hendes underskrift på en købsaftale – et boligkøb i Kolding med hendes nye kærlighed.

»Hyggeligt,« tænkte jeg med et smil. Indtil jeg så Nicolas Kiesas kommentar:

»Det er svært at finde mit tillykke med det her frem, men tillykke, og jeg ønsker jer naturligvis alt det bedste, men at min Hollie flytter 200 km væk fra faaaaar, overskygger alt. Jeg har stadig svært ved at finde ord eller en sætning, der beskriver min skuffelse. #endnuenmavepusterpålivetsvej.«

Jeg blev simpelthen så ked af det, da jeg læste hans ord. Nogen har anfægtet, at han lagde en så privat kommentar op på en officiel profil, men jeg tror, man må forstå, at det kan være svært at holde sin galde indenbords, når modparten udbasunerer stort set alt andet.

Jeg tror, det er helt naturligt, man får lyst til at ytre sig offentligt. Hvorom alting er, så fortæller hans hjertesuk i hvert fald, at han ikke har været taget med på råd.

Det er det, jeg i dag sætter spørgsmålstegn ved. Ikke i den givne sag, for jeg kender ikke de to mennesker som sådan, men jeg bemærker, at det meget ofte sker: Mor møder en ny mand og flytter langt væk fra far.

Somme tider sker også det omvendte: Far flytter langt væk. Det er lige så skidt for børnene, men det sker dog oftere i sager, hvor far i forvejen kun har samværsret hver anden weekend.

Mascha Vang
Mascha Vang Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

I flere lande har man lavet nogle regler, der dikterer, hvor langt en forælder må flytte væk fra sit barn eller med sit barn ved skilsmisse. F.eks. hvis mor har den primære ret til børnene, så må hun ikke flytte længere væk end 30 kilometer fra faderen uden hans samtykke. Og vice versa.

Nogle synes, det er utidig indblanding i folks privatliv. Jeg mener, det er fint, at staten varetager børnenes tarv i de sager, hvor forældrene ikke kan blive enige.

Jeg kan også godt se, at det så ville blive svært for en enlig forælder at finde en ny partner. Det er naturligvis ikke sjovt at skulle pendle 300 km over til sin elskede i weekender eller i ferier – det går hårdt ud over et kærlighedsforhold.

Men til det kan jeg kun føje: Børnene føler præcis ligesådan. Det er megahårdt for dem at skulle køre langt og skulle undvære. Det går uvægerligt ud over det nære forhold til den forælder, der ser barnet mindst.

Al spontanitet fordufter, og nej, FaceTime og Skype er bare ikke det samme som bevidstheden om, at man i nødstilfælde altid lige kan smutte over til mor eller far.

Og er det ikke alt for ofte far, der taber på den konto?

Jeg kan kun komme i tanker om én kvinde, jeg kender, der helt af sig selv og helt bevidst er flyttet fra mand og halvstore børn, og lad mig bare sige det sådan: De fleste af hendes bekendte tolker det som en midtvejskrise eller nedsmeltning, for ingen kan da have det ønske at bo uden sine børn!?

Jeg ved godt, at mange mennesker synes, det er rigelig forklaring, at 'mors lykke er vigtig for børnenes trivsel'. Men gælder det også, hvis det sker på bekostning af børnenes nærhed til faderen?

Vi har herhjemme en meget liberal holdning til skilsmisser: Folk må ligesom selv deale med konsekvenserne.

Men jeg er uenig, om end jeg er et liberalt tænkende menneske. Jeg synes, vi bør skele til de lande, hvor man giver forældrene nogle grænser at operere inden for, så børnene ikke holdes som gidsler.

Indtil sådanne regler kommer til Danmark, må vi bruge de redskaber, vi har. For nylig stødte jeg på en dansk app, der hedder Teamwork Family, som gør hele processen både før, under og efter skilsmissen meget mere gennemskuelig. Og det er super.

Men det er ærgerligt, at der overhovedet er brug for sådan en.