Jeg har lige grædt…
Hvad rager det mig, tænker du nok, men…hvis jeg nu tilføjer 'af grin', så vil du måske vide hvorfor.
Jo, ser du, jeg er lige kommet ud af biografen efter at have set Ditte og Louises vellykkede film om sig selv.
Om kvinder og i særdeleshed om kvinder i et patriarkalsk kunstnermiljø. Og bortset fra, at det er den måske sjoveste film, jeg har set, så er den også et af vor tids vigtigste dokumenter i en debat, der simpelthen ikke må dø.
En afleder af en #MeToo-debat, der somme tider er ved at drukne i overfortolkninger, motivforvrængninger og offerdyrkelse.
Jeg har sagt det mange gange før: #MeToo er vigtig, men desværre har den kampagne ofte været kørt af sporet og været uklar i sit budskab.
Senest har jeg oplevet en flok piger, der brugte ord som 'sexistisk overgreb', da de legede fangeleg med drengene. Vi taler 4. klasse her! Har vi så ikke et problem, vi voksne, hvis det er det hovedbudskab, der er nået ud til de små?
Midt i dette står Ditte og Louises film som en lysende stjerne. Jeg sad i biografen og pegede op på lærredet:
»Ja! Det er PRÆCIS sådan, det er!«
Det var, som om nogen havde luret ind ad brevsprækken og set, hvordan kvindeliv ser ud – den del, vi normalt ikke viser frem. De grimme sider af os selv. Eller måske bare de mindre sexede sider: menstruation, hedeture, deller… eller oralsex set fra kvindens synsvinkel?
Det er ikke en latrinær 'se-hvad-vi-tør-film', som bare går 'Klovn' i bedene. Den er en kommentar til vores måde at placere kvinder i forhold til mænd, når det gælder anseelse og anerkendelse.
Og deri adskiller den sig fra #MeToo. Uanset hvor meget vi ønsker ligestilling, så rangerer vi lavere end mænd. Punktum. Det ligger uden for diskussion. Og måske er den allerværste branche underholdningsbranchen.
Det er kun et år siden, jeg påtog mig en opgave, som jeg aldrig mere vil have: Jeg skulle booke kunstnere til to store firmafester. Jeg havde et budget på 1,4 mio.
Jeg ringede rundt til bookingbureauer for at få priser. Særligt et af Danmarks allerstørste bureauer falbød deres egne kvindelige kunstnere: Hvis jeg købte den og den mandlige artist, kunne jeg få 'hende her' billigere med i købet.
Seriøst? Jeg har aldrig været så led og ked af det på mit køns vegne. Jeg tror ikke engang, de sælgere tænkte specielt over, at det lige var kvinder, der blev nedprioriteret.
Det var bare helt tydeligt, at de kvindelige kunstnere (og vi taler store navne her) ikke var 'en af gutterne'.
Og det var omdrejningspunktet i den film, jeg lo så hjerteligt over i aften: Fordi en kvinde ikke er en af drengene, så må hun finde sig i alverdens nedværdigende opgaver til en lavere løn end sine mandlige kollegaer.
Skal en kvinde så gøre sig til en af drengene? Det gjorde Ditte i filmen, og wauw… det er mærkeligt at sige, men hun var mega lækker som mand.
Men en kvinde skal ikke forsøge at være en mand. Kvinder har så utroligt meget at byde på, som ikke behøver være mandeagtigt. De behøver ikke være sexede for at være likable (vellidte) Men nogen behøver den ondelynemig betale det samme for kvinder. Og nogen behøver også bakke op om kvinder.
Er man i tvivl om, at der findes kvindehumor, behøver man blot gå i biografen og se Ditte & Louise. Den er instrueret af Niclas Bendixen. En mand, javist, men vi behøver ikke gå 100 procent i kvindelejr for at skabe noget, der taler til kvinder. Vi kan sagtens arbejde sammen med mænd. Og respektere mænd. Og hylde mænd. Vi vil bare have samme vilkår som dem.
Jeg er ikke meget for kvoter. Og dog: Der burde spilles lige mange mandlige og kvindelige artister i radioen.
Så kunne det være, at min generation havde haft sin egen udgave af Anne, Sanne og Lis. Men det får vi ikke, fordi de store kvindestemmer, der var i 00'erne, ikke fik opbakning af radio, af bookere, af underholdningsbranchen. Det er skammeligt.
Ditte og Louise, jeg glæder mig til flere film fra jer. Jeg er så stolt i dag. Sådan moderligt stolt. Tak for en fantastisk film, som fortjener at blive set af alle kvinder. Og mænd.
