Jeg møder dem ofte i min praksis som psykolog:
Forældre, som søger at bortforklare, at deres børn lider under en skilsmisse med synspunkter som, at andre ting end kernefamilien har værdi… børn kommer jo nemt over det og så videre.
Og det passer jo fint ind i vor tids individualisme og dermed selvoptagethed og floromvundne synspunkter om den moderne familie.
At børn nemt skulle klare en skilsmisse er og bliver en bortforklaring og i hvert fald en rigtig voksenforklaring!
Selvom der er forældre, der ikke kan lide det, ja, så går det ud over børnenes trivsel og udvikling, når forældrenes parforhold er i problemer
Det ville jo være dejligt, hvis det forholdt sig sådan, men selve bruddet mellem forældrene og det efterfølgende nye liv med pendling mellem to hjem og forældres nye kærester kan være så voldsomt, at børnene bliver de utilsigtede og forsvarsløse ofre i forældrenes forsøg på at etablere et nyt liv.
Sagen er den, at de ofte tror, at det er deres skyld, at forældrene skal skilles, og så kommer alle fejlslutningerne. F.eks.:
»Hvis ikke jeg havde slået lillebror… havde jeg bare ryddet op på mit værelse… hvis jeg nu altid var kommet hjem til tiden.«
På længere sigt kan skyldfølelsen gå ud over barnets selvtillid.
Og grundlæggende står børn mere eller mindre alene med sorgen over at miste det daglige samvær med begge forældrene.
Jamen, de kan jo tale med deres forældre om det, siger mange. Det er lige dét, de ikke kan, for dels er forældrene meget naturligt selv midt i en krise og overser måske derfor børnene, dels bruger børn mange kræfter på at undgå at vise, hvordan de har det.
Børn ser deres forældre som et hele – en social og en fysisk enhed. De er kernen i deres verden. Derfor er det også svært for børn at acceptere, at forældrene er skilt.
Det er en stor belastning for dem at blive konfronteret med, at deres far eller mor ikke længere ser den anden forælder som det bedste i verden.
Så selvom der er forældre, der ikke kan lide det, ja, så går det ud over børnenes trivsel og udvikling, når forældrenes parforhold er i problemer.
Og som det er nu, er der børn, der betaler en høj pris. Hver af skilsmisseforældrene ser måske sig selv som en amputeret eneforsørgerfamilie, men dog forankret i egen bolig og på vej mod et andet liv. Enten alene med børnene eller med en ny partner.
Anderledes er det for børnene, der med god ret kan se sig selv i centrum af et kludetæppe med deres egen sociale forankring, der på grund af forældrenes nye familier er bundet op på flere lokaliteter og en søskendeflok, de mere eller mindre er nært beslægtede med.
Ja, der ér andre værdier i livet end kernefamilien, men når alt kommer til alt, er og bliver det forældrenes valg at gå fra hinanden. Og de vanskeligheder, det medfører for børnene, kan i hvert fald ikke afhjælpes ved, at vi voksne bagatelliserer børns oplevelse og reaktioner.
