Den danske blogger og iværksætter Mascha Vang er ikke ét sekund i tvivl om, at det er det rigtige for hende og hendes snart seksårige datter at flytte til Kolding.

Det slår hun fast i et nyt blogindlæg, hvor hun forklarer, at hun har været chokeret over, hvor meget hendes flytning på det seneste har kunnet fylde i medierne, og hvor meget hendes beslutning er blevet debatteret.

Det var i begyndelsen af september, Mascha Vang afslørede, at hun sammen med sin datter ville flytte fra hjemmet ved Dragør på Amager og rykke til Kolding, hvor hendes kæreste - Troels Krohn Dehli - bor sammen med sine børn.

Imens bliver datterens far, racerkøreren og kommentatoren Nicolas Kiesa, som har datteren hver anden weekend, boende på Sjælland.

ARKIVFOTO af Mascha Vang med kæresten og hans børn på den røde løber før Guldtuben 2018.
ARKIVFOTO af Mascha Vang med kæresten og hans børn på den røde løber før Guldtuben 2018. Foto: Philip Davali
Vis mere

Den beslutning blev efterfølgende taget op i en klumme i B.T. af sangerinden Annette Heick, hvor hun blandt andet skrev, at man fra politisk side burde lave nogle regler, der sikrer, at en forælder højst må flytte sit barn - eller sine børn - et vist antal kilometer væk fra den anden.

Siden rullede en ophedet debat på især de sociale medier om, hvor langt væk fra sine børns anden forælder man kan tillade sig at flytte.

I sit blogindlæg skriver Mascha Vang, at debatten ifølge hende mest er for dem, der enten gerne vil pege fingre ad andre eller klappe sig selv på skulderen, da det ikke er muligt at generalisere, idet alle børn, forældre, forhold og situationer er forskellige.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det helt rigtige for os to (hende selv og datteren Hollie Nolia, red.) er, at vi bliver en del af en familie. Jeg giver hende så meget i hverdagen ved den flytning og har på intet tidspunkt fortrudt eller tænkt, at noget af det, nogle fremmede har sagt eller skrevet, kunne rokke det mindste ved min beslutning,« skriver hun på sin blog og fortsætter:

»En flytning, der fra min side i øvrigt også er taget ud fra kærligt omsorg til mit barn, der får en familie i hverdagen, i stedet for ensomheden sammen med mor.«

Hun forklarer, at situationen havde været en helt anden, hvis hun og datterens far havde boet i nærheden af hinanden og havde en syv-syv-deleordning. Men sådan forholder det sig ikke for dem.

»Ud over de første måneder som spæd har datteren ikke boet sammen med mor og far - men med 60 kilometer mellem forældrene,« skriver hun.

B.T. har været i kontakt med Mascha Vang, som ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.