I timevis gik han rundt i det eksklusive københavnske stormagasin, der få år forinden havde fyldt ham med fryd, når han efter at have sparet op i seks måneder kunne købe en ting til over 1.000 kroner Nu havde han 'no limits'. Havde travet samtlige etager igennem. I fire timer.
»Jeg kan huske, at jeg stod i tv-afdelingen og kiggede på et plasma fladskærms-tv, som lige var kommet frem og var det mest hotte og eksklusive, man kunne købe. 80.000 kroner kostede det. Og jeg kunne købe det sådan,« fortæller Martin Thorborg og knipser med fingrene.
»Men jeg kiggede bare. Der var ingenting, jeg gad købe. Jeg var pisseligeglad. Pludselig blev det ligegyldigt, havde ingen værdi for mig.«
Dagen, han taler om, er en af dem, der kom i kølvandet på det historiske salg af søgemaskinen Jubii. Én milliard kroner lød checken på. Som en del af ejerkredsen var Martin Thorborg med et slag blevet 120 gange millionær.
Men de mange penge gav ikke længere mening.
»Selvfølgelig er det noget lir ved at sige 'jeg har solgt en virksomhed for en milliard'. Men så er det heller ikke skæggere.«
»Godt nok købte jeg en brugt Porsche kontant og kørte lidt rundt i den. Men efter ti dage var den bare en bil. Pludselig fandt jeg ud af, at det mål, jeg var løbet efter med at tjene mange penge, var pisseligegyldigt. At det var rejsen, der var det spændende.«
Når penge har betydet noget særligt på Martin Thorborgs vej til succes, er det ikke uden grund.
»Nu er alt selvfølgelig relativt. Men jeg følte mig fattig,« forklarer den kendte iværksætter om barndommen. 'Bonderøven fra Bagsværd' kalder han sig.
For set udefra så alt godt ud. Hus ned til Bagsværd Sø i Nordsjælland. Skolegang på Bagsværd Kostskole sammen med rigmandsbørn fra guldkysten.
Men virkeligheden var en anden. Huset havde familien egentlig ikke råd til at bo i. Og kostskolen var en friplads, fordi moderen arbejdede som pædagog der.
»Så selvom man kommer fra et godt hjem, kan man godt føle sig fattig. Og det gjorde jeg bestemt,« siger Martin Thorborg, som husker, at hans klassekammerater fik konfirmationsgaver til omkring 20.000 kroner. Mens han selv fik en fiskestang til 1.200.
»Som jeg var superglad for. Men det var ligesom niveauet. Og forskellen.«
Det var ikke kun i Bagsværd, at Martin Thorborg fik understreget forskellen på 'dem og os'.
Hvert år til jul trillede familien til Schweiz i deres Fiat 128 for at besøge hans schweiziske mors familie, der boede i et lille hus på en bjergside udenfor landsbyen Klosters. Som pludselig var blevet det mest mondæne skisportssted i Europa, som de kendte og de rige valfartede til.
»Så tre huse længere oppe boede den engelske kongefamilie, når de var på ski. Prins Charles og Diana, Fergie. Vi så dem allesammen på skiløjpen hver dag. Det giver næsten sig selv, at mit skiudstyr ikke helt matchede hverken deres eller andres på vejen,« fortæller Martin Thorborg. Men én ting satte dybe spor i ham.
Fordi pengene var små, måtte han nøjes med et halvdagskort til skibakkerne. Og for at få valuta for pengene stod han på ski til klokken 17, hvor det var blevet bælgravende mørkt, når han træt kunne tage skiene af nede i dalen.
»Så måtte jeg gå hele vejen op ad bjerget og kunne kigge ind til alle de rige, der boede i byen på hotellet med stort glasparti ned til swimmingpoolen, hvor børnene allerede lå og plaskede, fordi de havde stået på ski siden klokken 9.«
»De forskelle registrerer man som barn. At der er dem, der har og kan ligge i en swimmingpool og hygge sig, mens jeg skal gå halvanden kilometer op ad bjerget med mine ski på ryggen.«
»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at når jeg blev ældre, gad jeg fandeme godt, at det var mig og mine børn, der lå dernede og ikke behøvede vade op ad bjerget. Så på en eller anden måde gav det mig et drive. Skabte en fighterånd i mig.«
Nu sidder han – 51 år gammel – tilbagelænet ved det store plankebord i køkkenet med et krus kaffe i hånden. Med ryggen til den blå himmel og Øresund, som er lige udenfor panorama-vinduerne. Blev ham, der ikke behøvede at gå op ad bjerget med sine ski på ryggen, men kunne bo på hotellet med swimmingpool med sine to børn.
For at nå dertil tog Martin Thorborg som dreng alt det arbejde, han kunne få. Var avisbud, opvasker, babysitter, bogopsætter. Havde faktisk flere penge mellem hænderne end sine rige klassekammerater.
Senere – da han blev voksen – var han lige så målrettet. Og da han i starten af 90erne for alvor igen fik tændt op under sit iværksætter-gen og fik øjnene op for den nye digitale verden, gik det pludselig stærkt.
»Det var en berusende tid,« smiler han om årene med Jubii i internettets spæde barndom. År med eksplosiv vækst og et marked, der bare synes at vokse time for time.
Efter fem år solgte han og de øvrige medejere hele butikken.
»Der kom nogen forbi med en frygtelig masse penge,« smiler han bare som forklaring på hvorfor.
»Jeg havde været iværksætter i otte-ni år, arbejdet døgnet rundt og aldrig rigtig tjent en ordentlig løn. Så da vi blev tilbudt at blive del af et stort europæisk netværk for en aktiepost på en milliard kroner, tænkte jeg, 'det er sgu da meget godt'.«
»Når man aldrig har tjent synderligt med penge før, så er det ret livsændrende pludselig at stå med over 100 millioner på lommen,« fortæller han om det, der var hans andel. Og tilføjer så:
»Men så kom dot.com-krakket kort efter, som barberede værdien. Mit gæt er, at der var omkring 20 millioner tilbage før skat.«
Martin Thorborg trækker bare på skuldrene. Græder ikke over spildt mælk.
»At stå i en alder af 30 med 20 millioner er stadig ret meget bedre end at køre taxa i København,« griner han med reference til et af sine mange bijob.
»Selvfølgelig var det en skuffelse, og der var nok et halvt år, hvor jeg gik rundt om mig selv, men det var altså ikke værre, end at jeg kunne købe mig et hus ned til sø og bruge lidt mere tid til familien og mine unger, som var små.«
Men at penge ikke var roden til alt godt, gik snart op for ham. Og ikke kun, da han gik rundt i det københavnske stormagasin.
»Jeg fik nærmest en depression. Det lyder måske helt åndssvagt, men det med at kæmpe for noget, give den gas og så pludselig at nå målet?«
»Hele mit voksenliv havde jeg egentlig bare kæmpet for at få lidt flere penge. Pludselig blev det irrelevant, ligegyldigt, gav mig ingenting. Det gik op for mig, at det var rejsen, der var det spændende.«
»Men det gav ikke mening at tage den igen. Så rejsen er også taget fra dig. Du skal genopfinde dig selv fuldstændig. Hvem er jeg så?« spørger han ud i luften. Og har for længst fundet svaret.
For Martin Thorborg genfandt lysten til at lave noget igen. Til at skabe noget, der har en brugsværdi for kunderne og gør folk glade.
»Det er et drug for mig, når jeg kan mærke, at det, jeg laver, gør en forskel hele vejen rundt,« forklarer han om de mange virksomheder, han i dag er medejer af og hjælper med at nå i mål. Ligesom han gør det som direktør i regnskabsfirmaet Dinero, som han for fem år siden solgte for et trecifret millionbeløb.
»Hvor meget jeg er god for?«
Han klør sig lidt i panden.
»Det er sindssygt svært at svare på. For det afhænger jo af, hvad mine virksomheder er værd. Så hvad har jeg?«
»Hvis jeg realiserede alt, solgte det hele, så er mit bedste gæt 100 millioner. Men det kan også være 50. Eller 150. Men pengene i sig selv er ikke det, der gør mig lykkelig.«
Siger manden, for hvem penge og materielle goder engang var hans brændstof.
