Omkranset af den parklignende have og egen sø strakte idyllen sig, så langt øjet rakte, fra det slotslignende palæ. På den perlestens-belagte gårdsplads holdt hendes Aston Martin. En potent DB9 Volante med 450 hestekræfter. Alt, hvad hun troede, hun drømte om.

»Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være der. Det sagde mig intet. Jeg sad og gloede på alle de kvadratmeter. Kiggede ud over søen og tænkte 'det ser godt ud, men er du glad? Nej. Så hvad fanden skal jeg her?'« siger hun, trækker på skuldrene og smiler. Mangemillionær og succesfuld forretningskvinde Birgit Aaby.

Den tykke nordjyske accent er stadig intakt, som hun talende og lattermildt sidder ved det massive plankebord i køkkenet i sit noget mere ydmyge domicil. Dét, hun for fem år siden skiftede palæet i Bagsværd ud med.

Hun har stadig vand udenfor sine vinduer, nemlig Københavns Havn, men alt andet er skaleret ned. Til dér, hvor hun igen er glad.

At have et palæ i Bagsværd med egen sø var ikke dét, der gjorde Birgit Aaby glad. Det gør til gengæld den mere ydmyge lejlighed i København.
At have et palæ i Bagsværd med egen sø var ikke dét, der gjorde Birgit Aaby glad. Det gør til gengæld den mere ydmyge lejlighed i København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg gav otte millioner for den. Og jeg kommer aldrig herfra. Jeg har to værelser og et soveværelse, skal ikke bruge mere. Og seriøst, hver dag jeg træder ind ad døren, er jeg glad,« siger 52-årige Birgit Aaby.

At hendes vej til succes ikke ligner de fleste andres, husker mange måske fra 'Løvens hule'. Den enlige mor, der bogstavelig talt knoklede sig til tops med spand og kost.

»Jeg tror, at rigtig mange kigger på mig og spørger 'hvordan fanden er det egentlig lykkedes?' Det gør jeg faktisk også selv,« griner hun, når hun ridser historien op om lille Birgit fra Nykøbing Mors, der som 18-årig flyttede til hovedstaden, fik arbejde som rengøringsassistent, avancerede til salgs- og marketing for som 27-årig igen at stå på bar bund, da rengøringsfirmaet blev solgt til ISS, som ikke kunne bruge en som hende uden uddannelse.

»Fint, så starter jeg bare mit eget rengøringsfirma. For gøre rent, det kan jeg da. Så det var af nød.«

Det kan stadig undre Birgit Aaby, hvordan det lykkedes hende at nå den enorme succes, som hun har haft.
Det kan stadig undre Birgit Aaby, hvordan det lykkedes hende at nå den enorme succes, som hun har haft. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Fra et kontor i Roskilde – hvor to gamle døre med ben på udgjorde skriveborde og med den skrivemaskine, som hun fik til sin 18-års fødselsdag, og en sovesofa fra IKEA som eneste inventar – passede Birgit Aaby biksen om dagen og gjorde rent om natten.

»Det var hårdt. Også fordi jeg var gravid med Rasmus og allerede havde Kasper på syv. Kort efter blev jeg gravid igen med Emil, så min drøm var, at firmaet kunne blive så stort, at jeg kunne ansætte nogen til at gøre rent, så jeg slap for det natteroderi,« forklarer Birgit Aaby, som dengang boede i Viby Sjælland med sin daværende mand Lars.

»Men jeg havde aldrig drømt om, at det blev så stort,« tilføjer hun så om sin virksomhed Combi Service, der gik ud af 2020 med en egenkapital på 28,5 millioner.

Skal hun sætte ord på sin succes, tilskriver hun den de bundsolide principper, hun har taget med hjemmefra Nykøbing Mors: at sætte tæring efter næring. At fokusere på dét, som man er god til. Og ikke mindst at behandle folk ordentligt.

»Mine medarbejdere er vigtigere end mine kunder. For hvis de har det godt, har mine kunder det godt,« lyder hendes filosofi. Som altså har givet pote.

Men bump har der også været på vejen. Angsten for at virke 'dum' er ét af dem, som i mange år var Birgit Aabys akilleshæl. Som selfmade forretningskvinde følte hun sig ofte underlegen i forhold til dem, der havde papirerne i orden.

»Det er dét, der har været værst for mig. At jeg ikke har følt mig dygtig nok. Der er kun én, der bestemmer, om man skal gå den ene eller anden vej. Og det er dig. Og så kan du bare trække vejret, lukke øjnene og håbe på, at du er dygtig nok til at beslutte den vej. Så jeg synes, at der er ensomt og koldt på toppen,« erkender hun og er ikke bleg for at indrømme, at usikkerheden også fik andet frem i hende.

Birgit Aaby har bogstavelig talt knoklet sig til tops. Men at der også er koldt og ensomt deroppe, har hun også mærket.
Birgit Aaby har bogstavelig talt knoklet sig til tops. Men at der også er koldt og ensomt deroppe, har hun også mærket. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg har haft den her nyrige tilgang til tingene. Da jeg tjente de første millioner i Combi Service, der gav jeg den gas. Når jeg sad til selskaber og folk spurgte, hvad jeg lavede, svarede jeg 'jeg gør rent'. Og skyndte mig at tilføje 'og jeg har 200 ansatte'.«

»Det var klart en periode, hvor jeg selvværdsmæssigt ikke var på plads, hvor jeg havde brug for at stive mig af. Og det gjorde jeg ved at købe store biler, en masse ure. Jeg førte mig frem og købte kæmpe villa i Bagsværd med egen sø og kørte rundt i en Aston Martin og kom ikke her,« fortæller hun og griner hjerteligt ad sig selv.

»Og det var fint, for det var faktisk også lærerigt. Du finder ud af, at det ikke gør en skid ved dig. Du bliver ikke gladere, og folk synes ikke, at du er mere interessant af den grund.«

Det gjorde de til gengæld, da hun i 2015 sagde ja til 'Løvens hule'. Omend det – som du kan høre i videoen ovenfor – var et stort spring for hende.

»Jeg var skrækslagen i starten,« indrømmer Birgit Aaby, som i dag er taknemmelig for at have været med og for at have inspireret andre kvinder.

Birgit Aaby var skrækslagen, da hun havde sagt ja til at medvirke i 'Løvens hule'. Hendes gamle frygt om ikke at være dygtig nok voksede i hende.
Birgit Aaby var skrækslagen, da hun havde sagt ja til at medvirke i 'Løvens hule'. Hendes gamle frygt om ikke at være dygtig nok voksede i hende. Foto: DR/'Løvens hule'
Vis mere

»Men jeg var også glad, da jeg trådte ud. Det var lige så stort for mig at vælge det fra,« siger hun om at stoppe efter tre sæsoner.

»Jeg var nødt til at mærke efter, om jeg var der, fordi jeg gerne ville være i tv eller for at gøre en forskel. Og jeg kunne mærke, at jeg begyndte at være afhængig af, at folk syntes, at jeg var dygtig i tv. Jeg blev lidt en luder for det,« fortæller hun ærligt.

»Pludselig synes alle, at du er sej og klapper dig på skulderen. Det gjorde noget ved mig, som ikke er sundt,« siger Birgit Aaby, som havde for mange investeringer til, at hun kunne være den, hun gerne ville, for dem.

»For dem er det deres liv – er det alt. Så skal man fandeme også have tid til det. Virkelig brænde for at hjælpe dem. Yde noget, når først kameraerne er slukket,« siger Birgit Aaby.

Derfor stoppede hun på tv, mens legen var god.

De seneste år har hun også gradvis trukket sig mere og mere i baggrunden for den millionvirksomhed, hun med eget knofedt grundlagde i 1995.

»Jeg er ikke bange for at slippe noget. Du er nødt til at trække dig væk. For du er også en stopklods,« siger hun om at overlade og støtte på afstand. Ligesom hun gør det for de mange virksomheder, hun investerer i.

»Jeg er faktisk i en periode nu, hvor jeg ikke skal noget. Jeg er arbejdsløs,« kommer det med en hjertelig latter fra den anden side af spisebordet.

»Jeg har haft børn, siden jeg var 21. Den har stået på arbejde, arbejde, arbejde. Jeg tror egentlig, at det passer mig godt ikke at lave noget. Så jeg har faktisk tænkt mig at tage ud at rejse, leje noget Airbnb på Bali, og så kan folk komme og besøge mig, for jeg gider sgu ikke være alene i en måned. Lyder det ikke pissehyggeligt?« spørger hun og læner sig veltilfreds tilbage i stolen. Hviler i en alder af 52 i sig selv og tror på, at det, hun kan bidrage med, også er noget værd. Meget værd.

For første gang i sit liv er Birgit Aaby, hvad hun selv kalder 'arbejdsløs'. Og hun nyder det.
For første gang i sit liv er Birgit Aaby, hvad hun selv kalder 'arbejdsløs'. Og hun nyder det. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg har her for nylig fået rigtig mange millioner ind på min konto for første gang. Altså rigtig mange for mig i hvert fald. Og min første tanke var 'aaaah'.«

»Men det sjove er, at det ændrer ikke en skid. Du kan jo ikke nå at bruge dem. Jeg gik ned og købte en cykel. En Raleigh-cykel, så jeg kan cykle i København i sommer. Og det gjorde mig glad.«