Har Thomas Blachman sendt en undskyldning til Tessa, eller har han ikke?

Det er det helt store spørgsmål, efter Tessa tirsdag lagde en video på Instagram, hvor hun langer ud efter Thomas Blachman, efter han til 'Zulu Awards' sidste år bad den 34 år yngre rapper »komme og knalde« ham.

»Læste du har givet mig en undskyldning på EB og B.T. Hvornår skete det? Og hvem sendte du det til? Jeg har i hvert fald ikke set det,« lyder det fra Tessa i rapvideoen.

Efterfølgende har hun i en Instagram-story vist screenshots af, at hun ingen beskeder har fået fra 'X Factor'-dommeren, ligesom han har vist screenshots af, at han har sendt hende en undskyldning på Instagram.

Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021.
Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Én, der er »ufrivilligt blandet ind i diskussionen« er Martin Jensen.

Han stod ved sin 'X Factor'-dommerkollegas side, da den famøse takketale blev holdt, og han tror på, at Blachman gav en undskyldning til Tessa.

»Han sagde i hvert fald til mig, at han havde sendt en undskyldning, så det er kun det, jeg lige kan forholde mig til,« fortæller Martin Jensen onsdag til B.T.

»Han sagde bare, at han havde sagt undskyld, og at det var en meget uheldig situation, han havde stillet sig selv i. Men jeg tror stadig den dag i dag, han skal være glad for, at jeg var med på scenen. Jeg prøvede at tage mikrofonen fra ham flere gange, men jeg nåede det ikke helt desværre,« siger han med et grin.

Martin Jensen mener dog også, at både Blachmans takketale og Tessas rapvideo skal tages med »et stort gran salt«.

»Jeg synes bare, det er humor, og det er sjovt – det er, hvad det er. Jeg tror, der er lige så meget alvor i det, som Thomas sagde, som der er i det, som Tessa siger,« slår den 30-årige dj fast.

Tessa.
Tessa.
Vis mere

Han får dog også selv et par ord med på vejen i Tessas nye rap i form af linjen 'oldefar vil bolle Martin Jensen', der er en henvisning til, at Thomas Blachman i sin 'Zulu Awards'-tale også fik sagt, at prisen for 'årets par', som de havde vundet sammen, skulle stå på kaminen i hans og Martin Jensens soveværelse, hvor de »knalder hinanden i røven«.

Den reference i rappen tager Martin Jensen med et smil og et træk på skuldrene.

»Det ved jeg sgu ikke, hvad jeg skal sige til. Jamen, så er man også nævnt i en Tessa-sang!« siger Martin Jensen med et grin.

Derfor følte han sig også nødsaget til at kommentere den nye rapvideo, selvom han ikke vil vælge side i sagen.

»Et eller andet bliver jeg jo nødt til at gøre, ellers så ligner det jo bare, at jeg er pigesur, og det er jeg jo ikke,« forklarer Martin Jensen om sin kommentar, der tog form som to emojis, en mikrofon og en dråbe.