Der er gensynsglæde hjemme hos TV 2-værten Natasja Crone.

For den populære tv-værts søn Noah Crone, der er professionel fodboldspiller, vender nemlig hjem til Danmark efter blot et enkelt år i italiensk fodbold.

Her har det 19-årige talent skrevet under på en treårig kontrakt med Fremad Amager. Det oplyser 1. divisionsklubben på sin hjemmeside.

Den unge angriber skiftede ellers sidste år til Serie B-klubben Lecce, som B.T. kunne afsløre, hvor han blev udstyret med en 2,5-årig kontrakt.

Natasja Crone til gallapremiere med sine to sønner Noah (tv.) og Samuel (th.)
Natasja Crone til gallapremiere med sine to sønner Noah (tv.) og Samuel (th.) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Flere italienske klubber havde dengang fulgt den unge guldfugl i flere måneder, men det var altså Lecce, der lykkedes med at sikre sig danskerens underskrift.

Her var det planen, at Noah Crone skulle tilknyttes Lecces ungdomshold de første måneder, inden han skulle rykkes op i førsteholdstruppen.

Noget, der lykkedes for den unge fodboldspiller, som i efteråret blev en del af klubbens førstehold.

Det blev dog ikke til nogen officielle kampe, og derfor vender han nu hjem til dansk fodbold.

Noah Crone var i mange år en del af FC Nordsjællands U19-hold, men han har endnu sin Superliga-debut til gode.

Til gengæld har han spillet en række ungdomslandskampe for Danmark for blandt andet U17- og U18-landsholdene.