FC Nordsjællands talentfabrik har endnu en gang vist sit værd.

For ifølge B.T.s oplysninger er det 18-årige stortalent Noah Crone nemlig meget tæt på et skifte til Italien.

Her kommer han til at tørne ud for Serie B-klubben Lecce, som han skriver under på en 2,5-årig kontrakt med.

Hvis angriberens efternavn lyder bekendt, så er du ikke helt galt på den. Angriberen er nemlig søn af TV 2-værten Natasja Crone.

Natasja Crone til gallapremiere med sine to sønner Noah (tv.) og Samuel (th.)
Natasja Crone til gallapremiere med sine to sønner Noah (tv.) og Samuel (th.) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Danskeren skifter med øjeblikkelig virkning til den italienske traditionsklub, som netop også har hentet et andet dansk talent – nemlig Morten Hjulmand.

Flere italienske klubber har fulgt den unge FCN-guldfugl de seneste måneder, men nu er det altså Lecce, der er lykkedes med at sikre sig danskerens underskrift.

B.T. kan ligeledes fortælle, at Noah Crone efter planen bliver tilknyttet Lecces ungdomshold de første måneder, inden han rykkes op i førsteholdstruppen.

Parterne skriver allerede aftalen under i løbet af onsdagen. Selve præsentationen af Lecces nye indkøb finder sted én af de kommende dage.

FCN-spilleren forlængede i 2019 med den danske Superliga-klub, da han underskrev en treårig aftale.

Den 18-årige angriber har derfor i flere år været en del af FC Nordsjællands U19-hold, men han har endnu sin Superliga-debut til gode.

Til gengæld har han spillet en række ungdomslandskampe for Danmark – herunder 15 kampe for U17-landsholdet og fire for U18-landsholdet.

I denne sæson nåede Noah Crone at score to mål og levere tre assists i 11 kampe i U19-ligaen.