Det er ikke noget nyt, at vi ikke vil tale med ugeblade, lyder det fra Lukas Graham efter pressemødet onsdag, hvor bandet afviste at tale med bestemte medier.

'Vi har aldrig takket ja til interviews med de kulørte.'

Sådan svarer Lukas Graham på Twitter til B.T.s reporter Mads Brandsen efter, at sidstnævnte på det sociale medie kaldte det 'pinligt', at bandet ikke vil tale med bestemte medier på pressemødet op til årets Grøn Koncert-turne.

Onsdagen endte pressemødet nemlig lettere kaotisk, da flere medier valgte at forlade det, fordi flere af hovednavnene nægtede at give interviews med bestemt medier. Kort før pressemødet fik ugebladene Se og Hør, Tæt På, Her & Nu og Billed-Bladet at vide, at de ikke måtte tale med årets tre store Grøn Koncert-navne, Aqua, Lukas Graham og Suspekt, og derfor forlod de straks stedet. Kort efter valgte DR, Ekstra Bladet og B.T. at boykotte pressemødet i sympati.

Det fik B.T.s reporter til at kommentere sagen på sin Twitter-profil, hvortil Lukas Graham torsdag morgen svarede:

'Hmm @brandsen. Det fremlægges her, som om det er noget nyt. Men vi har aldrig takket ja til interviews med de kulørte.'

Radioværten Dan Rachlin blandede sig også i debatten og skrev på sin profil på Facebook, at de omtalte kunstnere burde tjekke, hvad ordet ’pressemøde’ betyder.

Over for B.T. understreger Rachlin, at han har stor respekt for både Lukas Graham, Aqua og Suspekt og det, de tre bands hver især har opnået, men at han på ingen måde forstår deres reaktion, som han finder arrogant.

»Det er topmålet af krukkeri at møde op til pressemøde, som jo i ordets forstand handler om at skabe presse, fordi det gavner en koncert, man selv får et fyrsteligt honorar for, og så sige, at der er nogle medier, man ikke vil tale med. Det er arrogant og barnligt,« siger han.