Lukas Graham, Aqua og Suspekt nægtede til onsdagens Grøn Koncert-pressemøde at tale med de fremmødte ugeblade, hvilket fik en stor del af de resterende medier til at udvandre i sympati.

Hvad der skulle have været en hyggelig solskinsdag på Vesterbro i København, endte med en kæmpe fiasko.

Muskelsvindfonden havde i samarbejde med Tuborg og kommunikationsbureauet Have Kommunikation inviteret til pressemøde på årets Grøn Koncert, men kort før pressemødet skulle til at gå i gang, opstod der forvirring.

Ugebladene Se og Hør, Tæt På, Her&Nu/Realityportalen.dk og Billed-Bladet fik at vide, at de ikke måtte tale med årets tre store Grøn Koncert-navne, Aqua, Lukas Graham og Suspekt, hvilket medførte, at de straks forlod stedet.

Have Kommunikation forklarede kort for de resterende medier, at Aqua, Lukas Graham og Suspekts management havde sagt nej til at snakke med ugebladene. Have kommunikation vidste ikke hvorfor, men sådan var det bare.

Aqua ønskede ligesom Lukas Graham heller ikke at tale med  de danske ugeblade til onsdagens Grøn Koncert-pressemøde. Vis mere

Ekstra Bladet, B.T. og DR udvandrede herefter fra pressemødet og efterlod Have kommunikation alene med musikerne, Jyllands-Posten, Ritzau Fokus og Snapchat-stjernen Lakserytteren, hvilket altså punkterede dagens Grøn Koncert-pressemøde i høj grad. Ritzau Fokus valgte efterfølgende heller ikke at bringe noget fra dagens pressemøde.

Chefredaktør Michael Dyrby forklarer, hvorfor B.T. valgte at udvandre fra pressemødet:

»Når man indkalder til pressemøde for den danske presse om en stor dansk musikbegivenhed som Grøn Koncert, så er man nødt til at gøre forholdene lige for alle. Man kan ikke begynde at selektere i medierne. Det er vi imod, og derfor deltog vi ikke. Vi gjorde det i solidaritet med de medier, der var blevet afskåret fra at tale med alle kunstnere. Hvis kunstnerne eller Grøn Koncert har et problem med de pågældende medier, så må de tage det op med dem enkeltvis og ikke til et pressemøde.«

Især Lukas Graham er kendt for at have meget lidt kontakt med danske medier. Ud over et årligt jule-interview med Politiken udtaler det populære band sig kun ved sjældne lejligheder som for eksempel på den røde løber til P3 Guld.