Hun har prøvet det 102 gange før. Alligevel siger hun med begejstring i den slidte stemme, at det var den dejligste dag.

»Jeg havde en så fin dag, og jeg er ved at drukne i blomster,« siger Lise Nørgaard, som 14. juni rundede de 103 år. Og behørigt blev fejret.

»Kurt Ravn ringede som den første gratulant og sang fødselsdagssang for mig. Bedre kan det ikke være,« siger hun om skuespilleren, der som bekendt spillede 'Røde' i Lise Nørgaards 'Matador'.

»Og således blev det ved hele dagen med folk, der ringede og kom forbi for at gratulere,« fortæller den populære forfatter, som rundede dagen af på sin yndlingsrestaurant i Skovshoved Havn.

»Sammen med tilløbende familiemedlemmer. Som jeg altid gør på min fødselsdag,« siger Lise Nørgaard.

»Det er da meget rart, at folk tænker på én, og at man stadig kan gå ud og more sig med dem,« tilføjer fødselaren, som trods sin høje alder stadig synes, at det er dejligt at fejre dagen.

At Lise Nørgaard fortsat holder af at komme ud og more sig, afspejles da også i de gaver, der nu ligger på hendes bord.

»Jeg har jo alt. Både af gode ting og skidt og ragelse. Så jeg ønsker mig aldrig ting til min fødselsdag. Mere events,« forklarer Lise Nørgaard.

»Så jeg har gavekort liggende til koncerter med Radioorkestret og Det Kongelige Kapel, flere udflugter til udstillinger og teatret,« remser hun op.

»Der skulle være nok til at blive luftet godt den næste tid,« tilføjer Lise Nørgaard med latter i stemmen og siger så:

»Men én af de bedste gaver, jeg kunne få, fik jeg før fødselsdagen. Der fik jeg tilkendt en talepædagog, som hjælper mig med at lægge min stemme om, så du og alle andre kan høre den,« fortæller Lise Nørgaard glad.

Hendes ru og hæse stemme har nemlig voldt hende problemer siden sidste sommer.

Her fik hun konstateret slitage af stemmelæberne, en aldersbetinget og kronisk tilstand, som ikke kan helbredes.

»Den bliver jo aldrig helt god igen, men stemmetræningen har hjulpet virkelig meget,« siger Lise Nørgaard, som er blevet beordret til at tale hele dagen.

»Selvom her ikke er en sjæl, skal jeg, når jeg slår øjnene op, sige 'godmorgen, det er mandag, solen skinner'. Og så skal jeg sige digte og vers på både dansk og tysk,« forklarer hun om sin stemmetræning og beviser, at hun trods sin høje alder stadig har humoren intakt.

»Tysk er et godt sprog at øve stemmen på. Og der er da en vis stil over at gå i styrtebad om morgenen og stå og recitere 'An Die Freude'. Det er da komisk.« Og så griner fødselaren.